Af Fathi El-Abed, Formand – Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Bragt i Jyllands Posten 21. januar 2011
Fredsforhandlingerne mellem palæstinenserne og israelerne lider under Israels trodsighed over for hele verdenssamfundet på grund af bosættelserne.
Ingen anden konflikt i verden kan skuffe amerikanske præsidenter som mellemøstkonflikten. Det har den amerikanske præsident Barack Obama måttet sande. Han er endnu en amerikansk præsident, der har satset alt på at “løse” konflikten mellem palæstinenserne og israelerne og – som det foreløbig ser ud – kan regne med at tabe meget.
For første gang i over 40 år – det vil sige siden krigen i 1967, da Israel angreb sine naboer og besatte bl. a. Gaza, Vestbredden og Golanhøjderne – tales der åbent og konstant om de jødiske bosættelser på den besatte Vestbred herunder Østjerusalem. Det er nutidens hårdeste knude, som i flere måneder har forhindret “fredsforhandlingerne” i for alvor at komme i gang og oven i købet har skabt en sprække i forholdet mellem Israel og USA. I hvert fald på overfladen.
Men hvad gør bosættelserne så vigtige for såvel palæstinenserne som israelerne, at de i den grad kan lægge processen hindringer i vejen? For palæstinenserne er det meget simpelt: Da fredsforhandlingerne blev initieret i begyndelsen af 1990′ erne – efter et enormt amerikansk pres på Israel – boede der ca. 140.000 jødiske “bosættere” på Vestbredden – inklusive den besatte palæstinensisk by Østjerusalem.
Nu 17 år efter med en fredsproces, der har oplevet mange opog nedture – bor mere end en halv million jødiske bosættere – ulovligt vel at mærke – på hele Vestbredden.
Det vil sige: Fra 1967, da Vestbredden blev besat, til 1993, da den første “fredsaftale” – også kaldet “Oslo-aftalen 1” – blev underskrevet mellem palæstinenserne og israelerne, så blev Vestbreddens smukke bakketoppe – især omkring Østjerusalem – koloniseret med 140.000 jødiske besættere (og ikke den romantiske betegnelse bosættere). Det er ca. 6.000 jøder om året.
Men så fik Israel travlt med at flytte endnu flere af sine egne borgere til den besatte Vestbred da freden så ud til at indtræffe i løbet af 1990′ erne. Målet var fra begyndelsen at lave om på såvel demografi-en som geografien, og nu står palæstinenserne med ca. 517.000 jødiske kolonister, der har bygget deres huse og omfattende infrastruktur på stjålet palæstinensisk land (primært fra palæstinensiske landmænd). Det er ca. 23.000 om året, der har fået lov til at kolonisere Vestbredden i de 17 år, fredsprocessen har stået på. Det er fire gange så mange årligt som i tiden før, fredsprocessen kom i gang i 1993. Tallet stiger dag for dag.
Det vil sige – diplomatisk sagt – at mens palæstinenserne og det internationale samfund i 17 år har været optaget af at finde en løsning på konflikten, så har israelerne haft mere end travlt med at få flere og flere af sine egne borgere til at besætte og kolonisere områderne omkring de palæstinensiske landsbyer og byer – især Østjerusalem.
Problemet for palæstinenserne og især den palæstinensiske ledelse er, at der mildt sagt snart ikke vil være noget at forhandle om, hvis Israel får lov til at bygge endnu flere bosættelser! Regner man bosættelserne, de mange motorveje og veje, der forbinder dem med hinanden og med selve Israel – og som er stort set forbeholdt jøder -det såkaldte sikkerhedshegn og de utallige sikkerhedsområder som Jordandalen, de mere end 550 checkpoints på Vestbredden etc., så er ca. 46% af Vestbredden allerede nu på israelske hænder.
Med den intensitet og aggressivitet Israel udvider allerede eksisterende og bygger nye bosættelser på, så kan det vist ikke være så svært at forstå palæstinensernes reelle bekymringer, når de proklamerer; ingen forhandlinger med bosættelser.
Hvad er det så, der gør det så svært og umuligt selv for Israels snart eneste ven og evige forsørger USA at overbevise israelerne om nødvendigheden af at standse ALLE bosættelsesaktiviteter på Vestbredden inklusive Østjerusalem for, at forhandlingerne kan gå i gang? Der er faktisk to hjørnesten for israelerne, når talen falder på Vestbredden; det ene er religiøst.
Palæstinensernes forbandelse er, at palæstinensiske byer som Al-Quds (Jerusalem), Al-Khalil (Hebron), Betlahem (Betlehem) og Ariha (Jericho) og hele Jordandalen for en stor del af israelernes vedkommende er mere hellige og betydningsfulde end f. eks. Tel Aviv nogensinde har været. Det bunder i 3.000 års nationalromantiske fortællinger fra datidens Mellemøsten og som ingen hold har i den virkelige verden. Det er kort fortalt historien om det “forjættede land” hvor den “barmhjertige og retfærdige gud” beordrede en vis profet til at erobre landet, der flyder med mælk og honning. Tilsyneladende er guds ord – hvis det overhovedet holder – så hellige, at de også gælder 3.000 år efter og vist i al evighed.
Det andet aspekt er “kun” 90 år gammelt.
Helt nøjagtigt fra april 1920 da San Remo-konferencen blev holdt i den italienske kystby San Remo.
Det var der, deltagerne godkendte blandt andet beslutningerne fra Sykes-Picot-aftalen fra 1916 – hvor de allierede sejrherrer fra Første Verdenskrig hemmeligt aftalte at dele de tidligere tyrkiske områder i Mellemøsten mellem sig. Frankrig skulle kolonisere Syrien, herunder det nuværende Libanon. Storbritannien fik foræret Irak og Palæstina.
Det blev samtidig bestemt, at disse lande senere skulle overgå til fuld selvstændighed. Det fik Syrien, Irak og Libanon. Men Palæstina var der lagt andre planer for.
Konferencens beslutninger blev den 24. juli 1922 godkendt af Folkeforbundet og straks ført ud i livet.
San Remo-konferencen er sådan set skelsættende for den zionistiske bevægelse, eftersom selv de mest moderate zionister den dag i dag mener, at konferencens beslutninger og den senere godkendelse i Folkeforbundet danner det REELLE grundlag for dannelsen af det Israel, vi kender i dag, på bekostning af palæstinenserne.
Spørger man ind til det, så vil de samme zionister sige, at FN’s delingsplan for Palæstina den 29. november 1947 i virkeligheden var ulovlig og uretfærdig i kraft af, at den kun gav den zionistiske bevægelse halvdelen af Palæstina. San Remo-konferencens anbefalinger talte om hele Palæstina og langt ind i det nuværende Jordan. Men også Golanhøjderne, som Israel har holdt besat siden krigen i 1967 og siden har annekteret.
Det er måske også værd at se på deltagerne i San Remo konferencen: Ud over Japan, Grækenland, Italien og Belgien deltog de nye kolonimagter Frankrig og England.
Den engelske delegation havde en særlig rådgiver med. Det var landets tidligere udenrigsminister James Balfour. Det var ham med den mærkværdige deklaration fra den 2. november 1917, da han lovede Palæstina væk til den zionistiske bevægelse.
Endnu mere bemærkelsesværdigt troppede den zionistiske bevægelse op med et hold, der deltog aktivt som en officiel delegation. I spidsen stod Chaim Weizmann – der senere blev Israels første præsident – sammen med den engelske jødiske zionist Herbert Samuel, der blot et par måneder senere blev Englands første højkommissær i den nye koloni Palæstina.
I løbet af sine fem år i Palæstina som landets øverste myndighed formåede han at etablere det egentlige grundlag for det Israel, der blev oprettet to årtier efter.
Han sørgede for en organiseret massiv jødisk indvandring til Palæstina, oprettelser af bosættelser – ja, det var sådan, det hele startede – men også for at gøre Hebræisk til et sprog, der kunne binde de mange folkeslag, der rejste til Palæstina fra alle verdens hjørner, sammen og det kulminerede med etableringen af det hebræiske universitet i 1925.
Det er i den forbindelse ikke underligt, at de zionistiske banemænd kaldte San Remo-konferencens beslutninger for “Jews Magna Carta”. Altså jødernes frihedsbrev/ dokument. Derfor anses San Remo-aftalen som det egentlige juridiske dokument for etableringen af staten Israel og hermed legaliseringen af fortsat besættelse af Vestbredden og Golanhøjderne som zionister – som f. eks. Søren Espersen (DF) -på ingen måde mener er besættelse. Blot at gøre krav på deres rettigheder givet til dem af en flok kolonister og trosfæller for over 90 år siden på den Italienske Riviera.