Bragt i Jyllands-Posten den 19. maj 2021
Af, Fathi El-Abed – Formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
I disse dage og uger markerer Israel sin skabelse for 73 år siden på ruinerne af det palæstinensiske folks land. Mens palæstinenserne markerer dagen som deres “Al-Nakba” (Katastrofen), så bruger israelerne atter den romantiske og manipulerende betegnelse “uafhængighedsdagen”.
Uafhængighed fra hvem? De zionistiske terrorgrupper i 1920′ ernes, 30′ ernes og især 40′ ernes Palæstina var i gang – i tæt samarbejde med den engelske kolonimagt – med en veltilrettelagt strategi, der sørgede for at dræne Palæstina for sine sociale, økonomiske og politiske kapaciteter for at gøre klar til “Al-Nakba”, hvor to tredjedele af det palæstinensiske folk for største dels vedkommende blev jaget væk fra deres land og hjem i tiden op til og efter den 15. maj 1948.
Derfor er der al mulig grund til at mene, at Israel på ingen måde fortjener et tillykke.
For et hurtigt kig på “konflikten” og den kendsgerning, at der ingen udsigt er til en fredelig løsning på grund af Israels evige trodsighed, tyveri af land, kolonisering og etnisk udrensning og overgreb, giver ikke alene et indblik i pessimismens krystalkugle, men også i, at det, som vi er vidner til i disse dage og timer, i virkeligheden er grundpillen i Israels skabelse. For Israel har på intet tidspunkt ønsket fred og forsoning, men har til alle tider ønsket kun én ting; mere land og færre palæstinensere.
Og særligt i disse dage er det igen aktuelt i forbindelse med endnu et overgreb mod palæstinenserne generelt og det besatte Gaza i særdeleshed. Alt imens hele verden ser tavst på og ikke så få fortsat holder fast i, at Israel er et demokrati.
Sandheden er, at Israel på intet tidspunkt har været et demokrati.
Spørgsmålet er også, hvorvidt Israel for 73 år siden blev skabt af sejrherrerne fra Anden Verdenskrig som følge af den dårlige europæiske samvittighed i kølvandet på nazisternes massive forbrydelser i Europa, eller om Israel absolut skulle skabes i den geostrategiske vigtige region som en form for kolonialismens forlængede arm efter afviklingen af kolonimagternes (Frankrigs og især Englands) herredømme i Mellemøsten.
Uanset hvorfor, så blev palæstinenserne aldrig rigtig taget med på råd. Sådan noget a la: Hvad siger I til at give jeres land og hjem til andre, som vil komme fra alverdens hjørner for at opfylde et “3.000 års guddommeligt ønske” om at forære jeres land til en religion, der over en nat blev forvandlet til et folk! Palæstinenserne bebrejdes fortsat for, at de ikke med kyshånd nikkede “ja, selvfølgelig” til, at deres land skulle gives til de zionistiske indvandrere. Palæstinenserne bebrejdes – og i fuld alvor – at de sagde nej til, at deres land og hjem skulle deles midt over, som om det var et stykke lagkage med det største stykke til dem, der blev bragt til Palæstina fra især Europa.
Hvordan kan det være et såkaldt demokrati med to forskellige lovgivninger fra starten af 1950′ erne til engang i 1970′ erne; en civil lovgivning for den jødiske del af befolkningen og en militær lov for det palæstinensiske mindretal? Hvordan kan et såkaldt demokrati være foreneligt med, at landet nu officielt er en apartheidstat? Og vel at mærke er det ikke længere noget, som kun palæstinenserne siger.
Først kom den førende israelske menneskerettighedsorganisation B’tselem med en omfattende og veldokumenteret rapport den 12.
januar i år. Punkt for punkt med den historiske konklusion: Der er tale om et apartheidregime.
Og den 13. april cementerede Human Rights Watch med en 212 sider lang rapport det faktum, som nogle hårdnakket fortsætter med at benægte; Israel er en apartheidstat.
Med det faktum og med 73 år med fordrivelser, kolonisering, undertrykkelse, forskelsbehandling, tortur, massefængslinger, mord og ydmygelse – for slet ikke at tale om de uhyrligheder, der finder sted mod især “verdens største friluftsfængsel”, Gaza, så fortjener nutidens regime på ingen måde et “tillykke”.
Det, som Israel skal have, er en streg i sandet fra det internationale samfund; hertil og ikke længere, ellers får det konsekvenser.
Det kræver selvfølgelig, at man dropper den berøringsangst, som især Europa har over for et splittet Israel, der på tredje år befinder sig i en dyb etisk og politisk krise.