Om

Jeg er født i august 1967 i en palæstinensisk flygtningelejr i udkanten af Libanons hovedstad Beirut. Det vil sige kun to måneder efter den krig, som Israel startede med et overgreb, natten til den 5. juni samme år mod Egypten, Jordan og Syrien. Overgrebet og krigen endte som bekendt med, at også Vestbredden, Gaza og den østlige del af Al-Quds/Jerusalem kom under israelsk kontrol.

Jeg voksede op med konstante israelske luftangreb mod flygtningelejren, de øvrige 12 flygtningelejr og stort set hele Libanon.

Den libanesiske borgerkrig startede i 1975 og betød hårde tider og liv for alle i Libanon. Særligt i de palæstinensiske flygtningelejre; konstante israelske flyangreb og nu også artillerigranater døgnet rundt fra den fascistiske bevægelse i Libanon, der også var i en stærk alliance med og støttet af netop Israel.

I sommeren 1982 invaderede Israel Libanon. Efter kort tid nåede de invaderende israelske styrker hovedstaden Beirut, der siden blev omringet i over 2½ måneder og blev bombet døgnet rundt i hele den periode – fra land, havet og luften. Det var en forfærdelig tid – for alle i Libanon.

Invasionen af Libanon var ikke kun skelsættende for mit liv, men for hundredtusinder af andre palæstinensere og libanesere. I kølvandet på invasionen, den ubarmhjertige belejring, de massive bombardementer og de efterfølgende frygtelige massakre mod de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila, kom landflygtigheden.

Ikke alene den hårde flugt fra Libanon, hvor jeg dog den dag i dag ser nostalgisk på; skoletiden, skolekammerater, venner, naboer, det spændende liv for en teenager på min alder i en smuk by og et fantastisk land – og det på trods af opvæksten med krige, kugler og kanoner.

Men også fordi mit liv blev efterfulgt af fem forfærdelige år, på flugt – ikke mindst i Mellemøsten.

Indtil al håb var ude og Danmark blev endestationen i begyndelsen af 1987.

Selv da, tænkte jeg på og længtes fortsat efter mit tidligere liv i Beirut, der trods krigen var et liv fyldt med kærlighed, tryghed, kammeratskab, fester, udflugter, musik (som f.eks. ABBA, Bee Gees, Boney M m.fl.) og film (som f.eks. Superman og Grease m.fl.).

Efter ca. et halvt år på en sprogskole i den midtsjællandske smukke by Holbæk, var det tid til at komme videre. Det mente sprogskolens leder, den sympatiske og rolige mand Henning og mine fantastiske sproglærer Majbritt og Birgit. Alle tre mente, at jeg ikke kunne ”komme videre” på sprogskolen og det var tid til at tage næste skridt. De foreslog derfor et ophold på en højskole.

Jeg anede ikke hvad en Højskole var og husker, at jeg gik i dagevis og fortalte alle, at jeg nu skal på High School.

Næste skridt kom; valg af højskolen. Det indebar svære overvejelser, med hensyn til om højskolen alene skulle handle om at lære sproget, det vil sige dansk. For det mente Henning, Majbritt og Birgit. For eftersom jeg på rekordtid, efter deres mening, blevet mættet af sprogundervisning, så var tiden nu kommet til at praktisere sproget. Det vil sige at tale danske døgnet rundt, da det var/er den eneste måde at lære dansk på – eller et hvilket som helst andet sprog for den sags skyld.  

Valget faldt på Grundtvigs Højskole Frederiksborg i Hillerød.

For lige siden mine sidste dage i Holbæk vidste jeg, at min far havde besluttet sig for at flytte til Sønderjylland – ifm. job- og samhandel muligheder i og med det daværende Vesttyskland. Derfor handlede det for mit vedkommende om, at komme så langt væk som muligt fra min familie. Ikke for at flygte fra dem, jeg elskede over alt på jorden, og som på det tidspunkt var min eneste støtter og familie, men netop med henblik på at prøve ”det selvstændige liv”, eller at prøve det tætteste jeg kunne komme på, for mig dengang ukendte begreb ”at flytte hjem fra”.

Derfor blev mulige sports-, kreative-, rejse- og decideret litteratur- m.fl. højskoler forkastet. Og efter lange drøftelser og sparring med mine 3 fantastiske sprogskolelærer, så gik jeg primært efter den brede almene dannelse. For jeg følte trang til andet end bare læring og en kickstart til et uddannelsesforløb i det nye land – Danmark.  

For lige indtil højskolen, og faktisk flere uger inde i højskoleforløbet, så var Danmark blot endnu en station på den lange og endeløse rejse. Det var min opfattelse af ankomsten, opholdet og det planlagte liv i Danmark. Jeg havde ingen intention om, at her ville jeg slå mine rødder en gang for alle. Faktisk langt fra.

Men den virkelighed og det liv jeg mødte på højskolen, ændrede alt og endte med at vende op og ned på mit liv, mine tanker, drømmer og fremtidsplaner. Mod det bedre, positive og det brede perspektiv.

For jeg anede ikke, hvad en højskole var. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at for en med min baggrund og med det alt for tunge bagage, så var en højskole – og netop Grundtvigs Højskole – det der skulle til, for at vende op og ned på mit liv – mod det bedre, lysere og mere positive.

Jeg anede ikke, at det globale udsyn, som jeg var overbevist om var det rigtige og mest naturlige i verden, skulle ende med at blive pillet fra hinanden, og heldigvis for det.

Jeg anede heller ikke, at min egen menneskelige, etiske, kulturelle og politiske udvikling kun ventede på at blive udfoldet. Den nærmest ikke eksisterende samfunds opfattelse blev godt og grundigt vagt til live.   

Højskolen endte med at blive mit personlige ”Emma Gad” forløb og det store vindue til det liv, land og samfund der kun ventede på den anden side, da vi meget bevægede og med tårer sagde farvel til hinanden i foråret 1988.  

Højskoletiden var intet mindre end revolutionerende for min person, min verdensopfattelse, mine menneskelige sanser, de menneskelige relationer, fremtidsperspektiverne, mit demokratiske sindelag og afgjorde ikke mindst, at Danmark nu var mit land og hjem med hud og (mørke) hår, og det var her jeg agtede at slå rødder.

Jeg lærte på Højskolen det vidunderlige ved morgensangen, hvor jeg mødte op stort set hver morgen under det halve års forløb. Jeg lærte ikke alene de beroligende sangtekster fra højskolesangbogen at kende, men i allerhøjeste grad fællesskabet og det reflekterende i, at være en del af en gruppe morgenfriske mennesker, der startede dagen med et kort foredrag om netop livet, fællesskabet, solidaritet og det store samfund som vi alle er en del af.

Højskolen lærte mig ikke mindst tolerancen, empati, tillid, selvtillid og i det hele taget alt det gode ved alle mennesker.

Det var også på højskolen, at jeg holdt mit første foredrag om Palæstina, naturligvis. Det var på mit bedste dansk og foran alle mine højskolekammerater. Det var ikke nemt. Men det gik rigtig fint, eftersom emnet var den første palæstinensiske Intifada, der lige var udbrudt.

Det var højskolens daværende kloge forstander, nu afdøde teologen Ole Jensen, og hans lige så fantastiske og tidligere kloge hustru, sognepræsten (senere Vanløse kirken) og nu afdøde Elsebeth Diderichsen, men også højskolens daværende lærer og vejleder Lars Thorkild Bjørns fortjeneste. De, og naturligvis alle de øvrige fantastiske lærer, var enestående i at støtte mig og at vejlede mig hele vejen igennem.

Højskoleopholdet var slut. Men derude ventede det rigtige liv i et nyt land, hvor jeg var mere end klar til, at indlede det vigtigste kapitel i mit liv. Og det var at leve mit liv på den bedst tænkelige måde og med de planer jeg havde lagt for fremtiden.

Højskolen blev det store vindue til vores skønne samfund, som jeg ikke kunne vente med at blive en del af.

Efter Højskolen ventede HF på Frederiksberg, så Handelshøjskolen på Dalgas Have/Frederiksberg og et spændende liv som lønmodtager, selvstændig og et kærligt familieliv.  

Fortsættes…