Bragt i Politiken den 8. januar 2011
Af, Fathi El-Abed – Debattør Og Mellemøstkommentator
I OVER EN måned har den demokratiske folkelige bevægelse i Tunesien været i gang. Adskillige har betalt med deres liv for at komme af med diktaturet, ledet af den nu afsatte præsident Zein El-Abidin Ben Ali. Han sad ved magten i 23 år.
TUNESIEN har altid været betegnet som det mest stabile land; økonomisk, socialt og politisk.
Ikke alene i Maghreb-landene, de arabiske lande i Nordafrika, men i hele den arabiske verden.
Der er bred enighed om, at Ben Alis flugt kom pludseligt og meget uventet.
Og det har vist, hvor skrøbeligt landet – og højst sandsynligt de øvrige arabiske lande – er. For selv om den brede folkelige protest har været i gang i over en måned, så var det først i de sidste par dage, at hovedstaden, Tunis, oplevede de første demonstrationer og protester. Fredag gik tusinder på gaden i hovedstaden og endte med fredeligt at omringe det tunesiske indenrigsministerium.
Siden en ung tuneser i starten af december i en mindre by – Sidi Abu Zeid – hældte benzin ud over sig og satte ild til og senere døde af sine kvæstelser, har den folkelige opstand taget nye skridt og udviklet sig over hele Tunesien.
Den unge tuneser var frustreret over, at han trods sine gode eksamenspapirer intet job havde. Og da han fandt på at slå sig ned som gadesælger, blev han fjernet med magt og fik konfiskeret sine varer.
Da han protesterede over for de lokale myndigheder, blev han slået og ydmyget.
SENERE PÅ dagen kom han tilbage og satte ild til sig selv lige uden for de lokale myndigheders hovedkvarter. Sneboldeffekten.
Det er et udtryk, der nu benyttes flittigt i hele den arabiske verden. Et udtryk for håbet om at skille sig af med alle despoter i hele den arabiske verden. Nøjagtig som det er sket og sker nu i Tunesien.
Det har også været til stor undren for tuneserne og araberne, at der hele den foregående måned ikke var et eneste land i Vesten, som fordømte de mange nedskudte civile. Ikke andet end en forsigtig erklæring fra EU for en uge siden om, at man opfordrer til at standse drab på civile.
Hele den arabiske verden undrer sig over, hvorfor ingen i Vesten har støttet befolkningens ret til at rejse sig mod undertrykkelsen og diktaturet.
Der tales åbent om den dobbeltmoral, der hersker, så snart de lande, der støttes af Vesten – som tilfældet Tunesien under Ben Alis regime – oplever protester mod diktaturet. For så er der tavshed og endda hjælp for at undgå, at disse regimer falder.
Det grønne Tunesien ( som landet hedder på arabisk) viser vejen. Sneboldeffekten vil uden tvivl fortsætte til Algeriet, Marokko, Yemen, Egypten og resten af den arabiske verden for at opnå frihed, demokrati, værdighed og et anstændigt liv.
De har brug for al den hjælp, de kan få, fra os i Europa. Lad det ikke stoppe på grund af mærkværdige alliancer mellem Vesten og diktaturregimerne.