Af, Fathi El-Abed – Debattør
Bragt i Politiken den 28. juni 2010
PARANOIA: Lander man med fly fra Mellemøsten til København, bliver man slæbt igennem et sikkerhedstjek, der er så nedværdigende, at man ikke skulle tro, man netop var ankommet til et land, der bryster sig af at respektere alle uanset oprindelse, tro eller ytringer.
Jeg har de sidste par måneder turneret i Mellemøsten for at fortsætte de brobygningstiltag, der fik sin berettigelse og blev en nødvendighed i tiden efter tegningkrisen i 2006.
Endnu en gang stod jeg for nogle dage siden i tre mellemøstlige hovedstæder og prædikede om Danmark og den respekt, man som borger mødes med.
Uanset sin oprindelse, tro eller ytringer.
Og det på trods af en efterhånden ekstrem højrefløj i Danmark, der har fået smagen for magten og er mere end villig til at dæmonisere alt og alle for at holde fast i taburetterne.
OG HVAD SKER der, så snart flyet er landet, og det har plantet snuden i gaten? Ingen adgang til Danmark for hele flyet! Mere end 200 mennesker bliver stuvet sammen i gate-tunnelen og videre ind et kammer på en sidefløj i Kastrup Lufthavn. Et kammer, der mest af alt minder om Guantánamo-lejren.
Danske og udenlandske statsborgere, unge som gamle, børn og kvinder – men også kaptajnen og flypersonalet skulle alle sammen finde sig i at blive behandlet som en flok kriminelle.
Stedet mindede mig om mine to døgn i Sandholmslejren, da jeg kom til Danmark for knap 22 år siden, og som siden – desværre – har udviklet sig til en interneringslejr for alle, der ikke vil indordne sig det, der engang var verdens mest humane asylsystem.
ET PAR POLITIFOLK står på hver sin side af indslusningskammeret. Af sted gennem metaldetektoren og videre til kropsvisiteringen. For ALLE. Uanset om metaldetektoren bippede eller ej.
Armene ud til siden, og så kan en overvægtig mand undersøge alle i robotagtige bevægelser. Også kvinder – unge som ældre. Med eller uden slør.
Under armhuler og ned langs brysterne og længere ned mellem benene. Vi får alle fornøjelsen to gange. For og bag.
Stående på en ‘ ølkasse’.
I baggrunden et par grædende børn.
De kan bare vente. De skal også undersøges.
Her hjælper mit danske pas, mit udseende eller mit sprog ikke. Mak ret eller bliv sat på plads.
»Your passport«. »Vær så god dejligt at være hjemme«. »Jamen, velkommen til Danmark«, bliver der tørt svaret.
Tak, fordi jeg bliver budt velkommen til mit eget land, tænkte jeg.
Og videre til selve paskontrollen for at fremvise pas for tredje gang. Og videre i en lang korridor med total indhegning og hønsenet som loft, der fører direkte til bagagehallen.
HVORDAN KAN det være, at det lige pludselig er mere bureaukratisk at rejse ind i Danmark end i et givent land i den tredje verden? Og hvorfor skal selv hærdede folk som jeg føle sig talt ned til og behandlet som en kriminel, der måske/måske ikke har et par kilo beriget uran i computertasken? Jeg har været vidt omkring i verden. Også i diktaturstater. Men har aldrig oplevet noget lignende.
Og jeg har aldrig vidst, at Kastrup Lufthavn har dette særligt indhegnede kammer med ubehageligheder fra start til slut for særlige fly fra særlige lande.
Er vi blevet til et paranoiasamfund hvor alle – eller bestemte grupper – er kriminelle eller terrorister med uran i anus indtil det modsatte er bevist? HVOR LÆNGE skal det fortsætte? Manden der har skabt dette cirkus af usikkerhed og mistillid i verden, er væk.
Han sidder ikke længere i Det Ovale Værelse i det Hvide Hus. Bush og banden af neokonservative omkring ham er væk.
ER DET SÅ måske ikke på tide, at vi forsoner os og smider den frygt, der i snart 10 år har plantet sig dybt i os alle sammen? Måske er det på tide, at sikkerhedsvanviddet får en ende. For vores alles skyld.