Kategorier
Jyllands Posten

EU’s mellemøstpolitik mangler konsekvens og styrke

Bragt i Jyllands Posten den 29. juni 2009
Af, Fathi El-Abed, Formand – Dansk Palæstinensisk Venskabsforening

Det er en målsætning for EU at kunne optræde samlet i udenrigspolitiske spørgsmål og være en spiller, som man regner med.

I en række tilfælde lykkes det at optræde som en samlet gruppe, f. eks. i de fleste spørgsmål i FN, dog bortset fra Sikkerhedsrådet, hvor England og Frankrig stadig har en særlig rolle, bestemt af virkeligheden lige efter Anden Verdenskrig.

I forhold til Mellemøsten har EU nogle helt særlige muligheder for at gøre en forskel. EU-landene har mange historiske bånd, og landene i Mellemøsten er meget afhængige af samhandel med EU.

Det burde for EU være en styrkeposition, men realiteten er, at EUlandene har mere end svært ved at blive enige om andet end dårlige kompromiser.

I Israel-Palæstina-spørgsmålet har EU-landene længe været enige om at støtte en to-statsløsning, men når det kommer til handling, forsvinder enigheden eller udmønter sig inkonsekvent.

Eksempelvis mener EU, at man påvirker Israel i mere fredsvenlig retning ved – på forhånd -at belønne Israel med et udvidet samarbejde.

Det overses fuldstændig, at Israel er en besættelsesmagt, der overtræder stort set alle internationale regler.


Blokade af Gaza

På den anden side mener EU øjensynlig, at palæstinenserne – den svage part – kan blive mere imødekommende over for Israel, hvis de presses hårdt.

EU har reelt støttet Israels blokade af Gaza gennem to år, selv om den er folkeretsstridig, og selv om den har betydet omfattende nød for tusinder af mennesker.

Jeg savner fortsat en forklaring på, hvorfor EU-landene mener, at en stærk part påvirkes gennem belønning og en svag part gennem kollektiv afstraffelse.

Hvis EU ønsker, at løven og lammet skal leve fredeligt sammen, er det ikke oplagt at stryge løven med hårene og samtidigt piske lammet.

Det israelske valg i foråret viste, at israelerne ikke er blevet ydmyge gennem belønning, men tværtimod blev hovmodige.

De stemte på de politikere, som er mest negative over for palæstinensernes politiske rettigheder.

EU’s politik har derfor efter alt at dømme gjort mere skade end gavn. Alligevel er udvidet kontakt med Israel stadig på EU’s dagsorden.


Folkelig opbakning

I forhold til den palæstinensiske side har EU svært ved at finde et fælles ben at stå på.

Det skyldes ikke mindst, at EU har valgt at definere Hamas som en terror-organisation. Det kan godt være, at Hamas har et vist antal uskyldige israeleres liv på samvittigheden (og det kan på ingen måde sammenlignes med antal dræbte civile palæstinensere som følge af Israels gentagne overgreb), men Hamas er først og fremmest en palæstinensisk selvstændighedsbevægelse med en betydelig folkelig opbakning. Ved at nægte at forhandle med den, smider EU det meste af det politiske værktøj væk og forspilder sine muligheder.

Det er klart, at 27 EU-lande med meget forskellig historie, herunder et Tyskland med en særlig fortid med jødeudryddelser, har svært ved at finde fælles holdninger, men hvis det fælles mål er fred i Mellemøsten mellem to ligeværdige parter, burde det kunne lade sig gøre.

Men lige nu er der hverken sammenhæng i mål eller midler.

Det kan gøres meget bedre. Ellers kommer vi til at kigge langt efter den ønskede fred i det gamle hellige land.