Bragt i Politiken den 30. maj 2009
Af, Hans Jørgen Bonnichsen og Fathi El-Abed
Dansk Folkeparti har en lemfældig omgang med frihedsrettighederne og forsøger at give os og en lang række andre politiske modstandere mundkurv på. Det er dybt bekymrende, at der i dansk politik er en celle, som har så åbenlyse problemer med ytringsfriheden.
Må man bruge sin ytringsfrihed til at give udtryk for sine holdninger – også når det er Dansk Folkeparti inderligt imod? Ikke hvis det står til Dansk Folkeparti, som hellere end gerne vil uddele mundkurve og intimidere politiske modstandere, når de oplever, at trykket på deres synspunkter vokser. Vi har begge oplevet det på egen krop. Begge er vi forsøgt givet mundkurv på. Vi giver ordet til DF: »Jeg kan lige så godt tale rent ud af posen: Dansk Folkeparti er ved at få nok af Hans Jørgen Bonnichsen. Justitsminister Brian Mikkelsen må undersøge, om Bonnichsen er med-eller modspiller, og om den tidligere PETchef virkelig er en ‘ hjælpende hånd’ – eller måske snarere skader PET’s arbejde indirekte« (Pia Kjærsgaards ugebrev 17. november 2008). Og videre: »DF-leder Pia Kjærsgaard mener, regeringen svigter værdikampen, når Udenrigsministeriet ikke vil droppe samarbejdet med Fathi El-Abed efter opfordring fra Dansk Folkeparti«. (Pia Kjærsgaard i Berlingske Tidende 29. april 2009) Det er citater, der giver et fingerpeg om vore oplevelser med DF’s lemfældige omgang med demokratiske frihedsrettigheder og tjener som eksempler på noget langt mere omfattende og principielt.
Vi er ikke de eneste i rækken af personer, der har været uenige med DF og dermed udsat for smædekampagner.
I flæng kan nævnes en række pensionerede diplomater, der tillod sig at kritisere regeringens og DF’s krigspolitik.
Da udtalte Sørens Espersen til pressen: »Vi vil ikke have, at disse ambassadører blander sig«, samtidig med at partiet ønskede embedsmændene i diplomatiet udskiftet med politisk udpegede diplomater.
Eller islameksperterne Jørgen Bæk Simonsen og Tim Jensen, der ifølge medierne, bevidst fra DF blev forsøgt udelukket fra at forske i sammenhængen mellem islam og terror. Og for fire år siden den meget omtalte sag om DF’s hetz mod juraprofessoren Vagn Greve. Tendensen synes rimelig klar.
Der er ikke frihed for Loke såvel som for Thor i DF’s ytringsfrihedsbegreb. At vi har en så centralt placeret celle i dansk politik, som har så åbenlyse problemer med demokratiske spilleregler og ytringsfrihed, er bekymrende. Ingen kan jo være i tvivl om DF’s påvirkning langt ind i regeringens gemakker.
For god ordens skyld: Grundlovens par.
77 siger præcist og utvetydigt: »Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres«.
Angrebet på os skyldes, at vi forholder os kritisk til borgernes retssikkerhed, at vi er fortalere for et anstændigt forhold til såvel vores muslimske landsmænd som til de muslimske lande og mener, at dialog, inklusion og et minimum af respekt for hinanden medvirker til en mere fredelig verden end monolog, eksklusion og despekt. Der findes et godt ord for det: civilisation.
Det burde være klart, især for medlemmer af Folketinget, at ingen, hverken en justitsminister, en partileder eller et parti er berettiget til at drage vores eller nogens ytringsfrihed i tvivl. Det kan kun en domstol. Så enkelt er det! Det er egentlig pinligt, at man skal belære DF’ere som Pia Kjærsgaard og Søren Espersen om magtdelingslæren, som den er udtrykt i grundloven. Og pinligt, at de ikke kan nøjes med at tage debatten på argumenter – men føler sig nødsaget til at belaste skiftende ministre med deres skingre krav om at sætte en stopper for vores ytringsfrihed.
DF udfordrer derved borgernes ret til at modsige magten. Og pligt. Og det gælder de journalister, som laver kritisk og magtudfordrende journalistik. Og det gælder de forskere, som fremlægger deres forskningsresultater og viden til gavn for samfundet og debatten.
DF har trods alt kun mellem 12 og 14 pct.
i tilslutning i den danske befolkning, så der er jo temmelig mange, som DF skal have lukket munden på. Denne realitet, og at tankegangen i uhyggelig grad vækker mindelser om regimer og styreformer, som vi som samfund almindeligvis lægger afstand til, er imidlertid ikke en forhindring for DF’s fremturen.
En fri debat med deltagelse af alle borgere, også nuværende som tidligere offentligt ansatte, er i høj grad til gavn for samfundet, og især med bidrag fra den specialviden, vi alle på en eller anden måde er i besiddelse af inden for vore fagområder.
Det kan kun højne det faglige niveau i den offentlige debat. Det er faktisk ordene i Justitsministeriets egen vejledning fra 2006 om offentligt ansattes ytringsfrihed.
Det er samme ministerium, hvis nuværende minister, på grænsen af embedsmisbrug, pinligt og følgagtigt, har deltaget i DF’s kampagne for at stække ytringsfriheden.
Nu er det ikke DF’s voldsomme udfald mod os, der er afgørende.
Kernen og alvoren er, at DF kan fremstå som en trussel for endnu flere – der derfor vælger at holde mund – i stedet for at deltage i debatten, modsige magten eller blot afsløre kendskab til eller viden om magtmisbrug, overgreb, offentlige løgne eller andet demokratisk vital viden.
Truslen om de ubehagelige reaktioner fra DF må stække lysten til at deltage i den offentlige diskussion. Det er farligt.
Det helt paradoksale er, at Danmark og ikke mindst DF betragter sig som »bannerføreren for ytringsfriheden«. Vi nærmer os grundlovsdagen, hvor DF’s talere vil stå rundt på de mange talerstole og fastslå »at ytringsfriheden er ubøjelig«. Det er i vor optik, og med vor historie in mente, hyklerisk tale.
En ledende skikkelse i partiet har hævdet, at menneskerettigheder var en forkastelig erstatningsreligion, der forfængeligt satte mennesket i gudens sted. Dette synspunkt svingede 180 grader under Muhammedkrisen, hvor netop menneskerettigheden ‘ ytringsfriheden’ blev en særlig dansk værdi. Dermed har ytringsfriheden fået en ny tur gennem den opportunistiske svingdør, hvor det nu er helt åbenbart, at ytringsfriheden kun gælder for dem, der er enige med partiet.
Vores appel til DF må være: I stedet for formummet og udemokratisk at lukke kæften på dem, I er uenige med, så »fægt med åben pande« og uden at dølge »åsyn og navn«.
Fakta: UPOPULÆRE I DF
Hans Jørgen Bonnichsen er tidligere chefkriminalinspektør hos Rigspolitichefen og tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET). Pensioneret i 2006 og fungerer som terrorekspert i flere danske medier. For nylig kåret af Politikens læsere til ‘ Årets idealist’.
Fathi El-Abed er formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening og kandidat til EU-parlamentsvalget 2009 for SF.