Af, Fathi El-Abed, kandidat til Europa-Parlamentet (SF)
Bragt i Kristeligt Dagblad den 8. april 2009
Til december er København vært for The United Nations Climate Change Conference, også kaldet Klimatopmødet. En skælsættende begivenhed for at sætte ind mod de enorme klima- udfordringer. Vi ved én ting: Vores nu afgåede statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V),havde i halvandet år forrygende travlt. Med at rejse rundt. Det viser sig nu, at Anders Fogh Rasmussen turnerede verden rundt – og især Europa – for at sikre sig posten som Natos næste generalsekretær, og ikke, som vi danskere havde håbet, i rollen som klimakonge som optakt til klimatopmødet senere på året. Men uanset hvad rundrejsen havde som motiv, så må det være på sin plads at påpege, at Fogh, der har taget så afgørende fejl ved to store, internationale dagsordener, nemlig krigen i Irak og klimadagsordenen, nu har givet den nye statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), mere end travlt, hvis der skal rettes op på de mangler for at få topmødet til at blive vellykket. Sandheden er vel nok snarere, at det bliver andre europæiske statsledere, der skal sikre resultaterne i København til december – hvis ambitionerne er høje nok til, at de rent faktisk kommer til at betyde noget afgørende for vores klode. I Danmark ved ethvert barn, at Anders Fogh Rasmussen endte med at spilde 7-8 års klimaindsats, hvad han indrømmede på sit partis kongres sidste år. Det skulle man så tro førte til én eller anden form for handling for at kompensere – men nej. Danmark ligger i bunden i Europa, når det gælder opstilling af nye vindmøller. Og det på trods af, at vi danskere bryster os med at være verdens førende i alternativ energi, og at vi huser verdens førende vindmøller producenter. I Kina opstilles der en vindmølle i timen – og i Obamas USA er der igen kommet gang i kampen for en vedvarende og fornuftigere energipolitik. Vores ambition må være, at Europa i de kommende år vil blive førende i kampen for et bedre klima. Og ikke på trods af den internationale økonomiske krise. Men også på grund af krisen. Vores klode har brug for vedvarende energi, fornuftig transportpolitik og så videre. For faktum er, at der ligger millioner af europæiske arbejdspladser og venter på et grønt og bæredygtigt klimaeventyr: Fra forskeren til maskinarbejderen ligger der en fremtid i energiinvesteringer. Endvidere skal vi satse på, at det vil lykkes os i Europa at finde fodslag om et fælles energinet. I Sydeuropa bør vi kunne investere massivt i solenergi, mens vi i Norden kan yde langt mere på vindenergien. Men uanset hvad – også uanset alle de måder at fremstille ren energi på, som vi endnu ikke kender eller har teknologien på plads til – så er der brug for et energi-net, så vi nemt og ubureaukratisk kan sende energien derhen, hvor der er brug for den, og at overskudsproduktion af vedvarende energi rent faktisk bliver brugt til at erstatte og reducere brugen af kul, atomkraft og olie. Disse visioner skal man imidlertid ikke forvente at finde hos vores regering. For godt nok har vi en sympatisk klimaminister. Men af Anders Fogh blev hun desværre reduceret fra Danmarks klimaminister til en klima-turguide for statsoverhoveder til Grønland. For sandheden er, at hun ingen gennemslagskraft har i den danske regering, i Danmark og endnu mindre på den globale scene. Jeg håber meget, at de europæiske deltagere ved klimakonferencen i København vil kende deres besøgelsestid, og ikke alene selv arbejde for nogle ambitiøse mål, men også erkende, at det ikke er værtslandet, som kommer til at trække læsset. Dertil har den siddende danske regering allerede demonstreret sin inkompetence, når det gælder dømmekraft og vilje til rettidig handling. Klimaudfordringerne kalder på, at vi handler massivt ved at investere stort og bredt i hele Europa. Og om nødvendigt på den anden side af Middelhavet, hvor solens stråler kan sikre den halve af verden energi mange årtier frem i tiden. Klimatopmødet i København sidst på året vil være stedet at komme frem til fornuftige og holdbare løsninger. Og det kan kun gå for langsomt.