Bragt i Jyllands-Posten den 13. marts 2009
Af, Fathi El-Abed – Debattør
Ingen nævnte vores forpligtelse til at kæmpe den nødvendige kamp for lighed og værdighed i de arabiske og muslimske lande i forbindelse med kvindernes internationale kampdag.
Jeg havde engang en kvindelig chef.
Hun var noget af det mest sympatiske, som jeg har kendt. Men hun var ikke en kompetent chef.
En dag, under en af de mange diskussioner, vrissede hun: »Hvad er dit problem med kvinder? Her i Danmark er det meget normalt, at kvinder sidder i lederposter -og det bliver du nødt til at finde dig i, Fathi.« Tag den, tænkte jeg. Det var nu mest af desperation, at hun sagde det, tror jeg. Men alligevel.
Jeg har siden tænkt en del over, at hun selvfølgelig reagerede på de typiske mellemøstlige mandschauvinistiske holdninger til kvinder, som desværre trives i bedste velgående.
Også herhjemme.
Jeg har måttet spørge mig selv: Er jeg en mandschauvinist? No way.
Men tidligere mandschauvinist? Ja, desværre ja. Det gør ondt at indrømme. Fordi bare tanken om, at jeg tidligere i mit liv – især inden ankomsten til Danmark – har diskrimineret, er ikke rar. Ingen tvivl om, at det skæve syn på det kvindelige køn i forhold til ligestilling og ligeværdighed er diskrimination af værste skuffe.
Kultur er dynamisk
Heldigvis er kultur ikke noget statisk.
Den kan påvirkes og udvikles.
Kultur er dynamisk. Og der trænges i den grad til noget dynamik i mange arabiske og muslimske samfund – ikke mindst, når det gælder kvinders rettigheder.
I kraft af at være formand i Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening har jeg tit den fornøjelse at mødes med en række kvinder som følge af vores Danida-projekter målrettet den palæstinensiske kvinde i Palæstina. Især i landsbyerne.
Jeg kan med glæde konstatere, at i de landsbyer, hvor opkvalificeringsprojekterne er blevet implementeret, har en større del af kvinderne fået fat i deres egen dagligdag og liv. De engagerer sig aktivt i deres samfund. Socialt og ikke mindst politisk.
Flere af de kvinder, som jeg har mødt – og som inden de målrettede projekter var gammeldags knoklende hjemmegående – er i dag politikere og igangsættere.
Selvstændige kvinder med værdighed – og ansvar for eget liv.
Her har vi et godt eksempel på, at det godt kan betale sig at investere i kvinderne i Den Tredje Verden.
Især i den arabiske og muslimske verden.
Det er kvinderne, der skal styrkes.
Det er en hård kamp at skulle svække et stort flertal af mændenes overkontrol og hang til at kontrollere kvindernes hverdag og liv.
Men en styrkelse af kvinderne er begyndelsen på en redning af samfundet.
Det er, mener jeg, derfor en pligt for Danmark og Europa at bidrage til at sikre ligestilling og ligeværdighed for kvinderne i den arabiske og muslimske verden.
Lykkes det os engang at overvinde de mange udfordringer, der står i vejen for, at kvinderne i den del af verden skal bryde ud -i stedet for at bryde sammen -ja, så er vi mere end nødsaget til at give en tiltrængt hjælpende hånd.
Kvinderne i de arabiske og muslimske hjem er – for det meste – dem, der har bukserne på. I hjemmet.
Men det er ude i samfundet, at det halter. Der kan kun en helhjertet indsats for kvinder gøre en forskel.
Deres succes kan også betyde intet mindre end et sidespark til en yderligere radikalisering i samfundet.
Derfor kræver det en utrættelig indsats for kvindernes lige vilkår i den arabiske og muslimske verden fra Danmarks og Europas side. Og ikke mindst en portion stædighed og en langsigtet indsats.
Hjælpes kvinderne, er vejen banet for en bedre og mere retfærdig udvikling i disse samfund. Til glæde også for Danmark og Europa.