Bragt i Kristeligt Dagblad den 30. april 2009
Af, Fathi El-Abed – Formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Scenen var sat: En PET-konference (Terrorisme og Kommunikation), der skulle prøve at finde løsninger på det stigende problem; en øget radikalisering af unge med muslimsk baggrund og den indflydelse, Al-Qaeda kan få på dem.
Gæsterne: Repræsentanter fra forskellige muslimske grupper og foreninger, indenlandske og udenlandske terror- og kommunikationseksperter. Og en enkelt politiker – Søren Espersen (DF).
Samtlige gæster deltog for at bidrage til løsninger, anbefalinger og positive tiltag for at imødegå terrorismen, inden den eventuelt finder sted på dansk grund. Men ikke Søren Espersen. Den folkevalgte politiker for Dansk Folkeparti havde én dagsorden, nemlig at fremføre sine evige påstande om, at islam er problemet.
Søren Espersen mødte op for at bruge konferencens talerstol til endnu en omgang udfald mod islam og muslimerne. Søren Espersen finder Folketingets talerstol utilstrækkelig. Heller ikke de utallige læsebreve, indlæg og erklæringer, hvor han gennem årene har (mis)brugt medierne til gentagne angreb på alt muslimsk, arabisk og ikke mindst palæstinensisk.
Er det så mærkeligt fra en dansk politiker, der har viet sit liv til at dæmonisere og udskille en hel befolkningsgruppe i Danmark? Nej. Bestemt ikke. Men det mærkelige er, at det skulle komme få timer efter at PET’s chef i sin åbningstale havde understreget nødvendigheden af ikke at gå Al-Qaedas ærinde ved at stigmatisere muslimer gang på gang og dermed bekræfte deres konstante og kontante udmeldinger om, at hele islam og alle muslimer er under angreb fra især vesten.
Jeg har tit spurgt mig selv, om ikke der er sammenhæng, når vi ser, at tilslutningen til såvel den ekstreme højrefløj som til de yderligtgående muslimske grupper er forholdsvis stigende. Afgjort og mere end sikkert. For hvordan kan det ellers tolkes og forstås, at netop de to grupper har den største inter-esse i at opretholde den tilstand af fjendskab, mistillid og fordomme?
Hvorfor er den politiske tale fra begge grupper ens? Al-Qaeda, der prædiker om, at muslimer er under angreb fra Vesten, samtidig med at Søren Espersen og den øvrige ekstreme højrefløj gang på gang proklamerer, at Vesten er under angreb fra islam og muslimerne?
Søren Espersen lever fortsat i en tid, hvor George W. Bush var præsident i USA. En tid, som var præget af dem og os. En tid, hvor dialog, forsoning og forståelse for hinanden var en by i Rusland.
Det er den tid, Søren Espersen længes efter og ihærdigt forsøger at vende tilbage til. Nøjagtigt som Al-Qaeda, Irans præsident, Mahmoud Ahmadinajad, og andre fanatiske grupper. En tid, som vi alle helst vil glemme alt om og kaste bag os ved at bygge videre på en bedre verden for alle os normale mennesker.
Jeg kan nu godt forstå, at især Søren Espersen hellere så, at Sarah Palin blev vicepræsident i USA. For Palin ville have været en klar opskrift på fortsat ulykker, krig og dæmonisering.
Vi lever heldigvis i en verden, der godt kan se forskellen mellem optimisme og pessimisme. Så mangler vi blot, at også Søren Espersen vil se lyset. Og som vi siger på arabisk – inshallah!