Kategorier
Jyllands Posten

Anklagerne er uden hold i virkeligheden

Af, Fathi El-Abed, formand – Dansk Palæstinensisk Venskabsforening

Bragt i Jyllands Posten den 30. januar 2009 

25/1 præsenterer Jyllands-Posten os for endnu et langtrukkent indlæg. Intet nyt under solen på JP’s debatsider, når det drejer sig om kritik, der retter sig imod palæstinenserne. Især under det seneste overgreb mod Gaza.

Men 25/1 anklages jeg personligt af Anders Næsby for direkte at opildne til vold og antidemokratiske råb og udmeldinger under de talrige demonstrationer mod Israel.

Jeg gjorde ellers en dyd ud af med det samme at gå ud og tage klar afstand fra såvel den idiotiske og kriminelle episode i Rosengårdscenteret (Odense) som den tåbelige måde at demonstrere og udtrykke sin vrede på. Gentagne gange endda. Udtalelserne har været at læse i JP og samtlige medier herhjemme.

Det er forkasteligt, når der begås overgreb mod bestemte personer og grupperinger. Men det kan hverken jeg, DPV eller de mere end 99 pct. af danskere med palæstinensisk baggrund, som er lovlydige borgere, tages til indtægt for.


Står ved hvert et ord

Jeg står ved hvert et ord, jeg er blevet citeret for i pressen gennem de seneste tre uger, mens overgrebet mod Gaza har stået på.

For midt i den israelske orkan, der har ramt Gaza og taget livet af flere end 1.300 palæstinensere (heraf lidt over 400 børn) og er resulteret i flere end 5.000 sårede (over 1.800 børn) – for slet ikke at nævne de enorme ødelæggelser, som det i forvejen forarmede, fattige og besatte Gaza er blevet udsat for – så skal jeg forholde mig til, om Anders Næsby finder, at min afstandstagen til skud, udfald mod og overfald på herboende israelere og jøder har været for svag.

Yderligere mener AN, at mine udmeldinger har været et spil for galleriet.

Tanken er muligvis at bruge det som et alternativ til den sædvanlige beskyldning om antisemitisme, der efterhånden er blevet et meget slidt udtryk, og som desværre bruges for ofte til at afskrække mange fra at kritisere Israel for dets forbrydelser mod palæstinenserne.

Jeg kan oplyse, at jeg gik så vidt som til 10/1 at gå rundt på Rådhuspladsen i København netop for at sikre Dansk Zionist Forbunds ret til at demonstrere frit uden forstyrrelse og ubehageligheder fra de få idioter, der valgte at møde op til en latterlig moddemonstration. Også selv om jeg synes, at det var forkasteligt at demonstrere til fordel for Israel set i lyset af de israelske krigsforbrydelser mod palæstinenserne.

Dansk Zionist Forbund valgte at demonstrere for at vise Israel støtte og opbakning til den israelske overdimensionerede ildkraft, som i tre uger regnede over Gaza, og som har resulteret i drab, ødelæggelser og overgreb af apokalyptiske dimensioner.

Så til lykke til Dansk Zionist Forbund. Bare ærgerligt, at Israel tabte moralsk, militært og politisk. Og ikke mindst ærgerligt for de lidt over 400 palæstinensiske børn, som blev dræbt, og de over 1.800, der blev såret.