Al-Jazeera International bryder de vestlige mediers monopol
Bragt i Berlingske Tidende den 16. december 2006
Af, Fathi El-Abed – Debattør
NYT FRA GOLFEN I
Her en måned efter, at moderkanalen Al-Jazeera fejrede sit 10-års jubilæum, blev Al-Jazeera International lanceret som den kanal, der vil bringe den arabiske stemme ud til den engelsktalende verden.
Al-Jazeera har i de sidste ti år vist sig at være sin opgave voksen. Kanalen nyder i dag stor respekt hos den menige araber, mens den er forhadt af stort set samtlige regimer i den arabiske verden. Al-Jazeera har revolutioneret nyhedsformidlingen i den del af verden, som i flere årtier har været henvist til dogmatiske og regimestyrede statskanaler, der på intet tidspunkt har haft føling med manden på gaden, og som i virkeligheden var en selvpromovering af statens overhoved.
Al-Jazeera kan sammenlignes med Sawt Al-Arab (Arabernes Stemme), der var den første pan-arabiske radiostation, som blev etableret i Egypten i 1950erne under præsident Naser. Det var denne radiostation, som gav araberne fra Golfen til Atlanten følelsen af samhørighed og en form for en fælles identitet. Nu gentog historien sig med Al-Jazeera. Denne gang med lyd og billede.
Selv om det potentielle publikum til Al-Jazeera International er at finde uden for den arabiske verden, så er den blevet fulgt med spænding af mange mennesker i hele den arabiske verden. Især af den arabisksprogede Al-Jazeeras millioner af trofaste seere. Disse har set lanceringen af en engelsksproget kanal som en national pligt, der kan være med til at give Vesten et klarere billede af begivenhederne især i Palæstina og Irak. Og ikke mindst som en konkurrent til BBC og CNN.
Dommen fra mange i den arabiske verden er ikke til at tage fejl af. Fra både venner og fjender: Al-Jazeera har allerede i sin første sendeuge bragt sig og den del af verden på verdenskortet (uden at det for en gangs skyld havde noget med krig eller terror at gøre). Alle er begejstrede over denne sensation. En menig araber gik så langt til at sige »det var på tide, at araberne udøvede imperialismen (…) men i modsætning til fjenden (Israel, USA og verdensimperialismen) så er det ikke med krudt og kugler (…) men denne form for imperialisme. Medieimperialismen«.
Al-Jazeera har i de sidste 10 år formidlet frihedens stemmer i den arabiske verden. Den kritiske røst mod magthaverne var tidligere et ukendt fænomen. Håbet hos mange arabere er nu, at Al-Jazeera International vil bryde monopolet på vestlige styrede mediers dækning af begivenheder i den arabiske verden og i Mellemøsten generelt.