Bragt i Jyllands-Posten den 27. juli 2006
Af, Fathi El-Abed – Næstformand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
HATTEN AF for Jyllands-Posten. Avisen er nemlig en trofast ven af Israel. En del af dens spalteplads bruges flittigt tit og ofte på at forsvare Israel. Nu, da Israel begår overgreb i såvel syd (Gaza) som i nord (Libanon), trækker JP i arbejdstøjet ved at gøre sit bedste for at fremstille Israel som det reelle offer (JP’s leder 19/7). Og ved at læse videre i avisen i håb om at finde et mere nuanceret syn på konflikten, støder jeg på et indlæg af Søren – Espersen (DF).
Manden, der slår alt og alle med sin uforbeholdne støtte til Israel med de rabiate holdninger, han tit ytrer mod palæstinensere især og arabere generelt.
Det er heller ikke så mærkeligt, at han så ofte optager en del plads netop på JP’s debatsider.
JP har tilsyneladende ingen problemer med det, Israel foretager sig i Libanon. Tværtimod. JP retfærdiggør Israels massedrab på uskyldige palæstinensere og libanesere som værende selvforsvar! JP retfærdiggør Israels forbryderiske og terroristiske fremfærd som udtryk for retten til at slå til, hvor og hvornår Israel finder det belejligt.
Bombet 50 år tilbage
Det er udtryk for et topmål af arrogance, når Israel proklamerer, at det vil bombe Libanon 20 år tilbage i tiden. Som sagt så gjort. Og endnu værre. Libanon er bombet 50 år tilbage i tiden. Tragisk og kriminelt. Sand statsterrorisme begået af Mellemøstens eneste aggressor. Paranoiastaten, der lider og altid har lidt af storhedsvanvid. Staten, der kun har bragt ulykker og krig over hele regionen siden dens mærkværdige skabelse for snart 60 år siden.
Endnu en gang, og mens aggressionen i Palæstina og Libanon er i fuld gang, giver Israel kraftigt udtryk for at være urørlig. Israel har igen tiltro til, at USA – sørger for, at ingen kan sætte en stopper for dets overgreb mod nabolandene.
Det israelske overgreb går – som sædvanligt – overvejende ud over uskyldige civile – palæstinensere og libanesere. Israel har imidlertid allerede tabt på den moralske og humane front. Israel må og skal efterhånden lære, at smarte og laserstyrede bomber, F-16 fly og avancerede angrebshelikoptere ikke kan knække de hårdtprøvede civile palæstinensere – og nu libanesere.
JP’s leder er intet mindre end en krigserklæring mod alt palæstinensisk, libanesisk og arabisk. Og særligt den form for mistænkeliggørelse af palæstinensere og arabere er dybt forkasteligt og uværdigt. Ikke engang i de mest rabiate aviser i den israelske presse er jeg stødt på lignende ordbrug. Mon hensigten med JP’s leder er at være mere israelsk/zionistisk end de mest fanatiske zionister og kristne fundamentalister?
JP’s begejstring for zionismen er bestemt ikke ny. Jo mere trængt de israelske ledere er politisk og moralsk, des mere forsøger JP at pynte på deres plettede image. For ikke at tale om at retfærdiggøre deres ugerninger. Ingen eller rettere intet kan tilsyneladende lave om på JP’s konstante støtte til zionisterne og deres forbryderiske politik imod det palæstinensiske og det libanesiske folk.
Jeg er ikke blåøjet. Men JP kan måske prøve at være mindre ensidig. De israelske ledere er ikke ligefrem fredens mænd og har aldrig været det. Uanset hvor meget og hvor tit blandt andre JP forsøger at give dem en status, som de bestemt ikke fortjener, så er og forbliver de en flok af nutidens værste krigsforbrydere.
Og lad mig minde JP og læserne om, at under de i gang værende retssager i Haag mod de serbiske krigsforbrydere fra krigen i Balkan er blandt anklagerne følgende: »at have været med til at ødelægge sagesløse byer og landsbyer … og ikke mindst den civile infrastruktur.«
Israel udfører organiseret statsterror mod flygtningelejre, holder erobrede områder besat, benytter tortur under afhøringer, forskelsbehandler egne indbyggere osv. Og til trods herfor betegner blandt andre JP fortsat Israel som et demokrati. Det er måske den eneste form for fortolkning, som en avis, der ynder at kalde sig for Danmarks internationale avis, kan give. Dog ender JP – endnu en gang – med at agere som en provinsiel avis af værste skuffe.