Af, Fathi El-Abed – næstformand – Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Bragt i Politiken den 1. januar 2006
Præsident George W. Bush er en farlig mand. Han står nemlig i spidsen for en ondskabsfuld bande, der er i færd med at illustrere, hvordan man dræber civile, lægger stater i ruiner samt udøver beskidt statsterrorisme.
Et alvorligt eksempel er George Bushs plan om at sende krydsermissiler mod tv-stationen Al-Jazeera, hvilket Daily Mirror afslørede for tre uger siden. Årsagen?! Al-Jazeera har som et af de få arabiske medier valgt ikke at bøje sig for det amerikanske pres og i stedet vise besættelsesstyrkernes og især amerikanernes uhyrlige handlinger i Irak.
Nyheden herom har givet genlyd og skabt forargelse i og uden for den arabiske verden. Herhjemme har den ikke skabt store overskrifter.
I friskerindring er tegningerne af profeten Muhammed i Jyllands-Posten, som har udløst protest fra 11 ambassadører. Her holdt stort set ingen i den danske medieverden sig tilbage for at anklage ambassadørerne for at knægte ytringsfriheden. Især Jyllands-Posten og Berlingske Tidende var fremme i skoene for at forsvare ytringsfriheden, som de fandt truet af blandt andre de 11 ambassadører.
Herhjemme har der, bortset fra en 15-årig og tilsyneladende mentalt forstyrret ung mand, som syntes, det var ‘sjovt’ at true Jyllands- Posten telefonisk, ikke været nogen trusler mod Jyllands-Posten. Der har mig bekendt ingen, der har truet med at bombe avisens bygninger i hverken København eller i Viby. Ingen ‘snak’ om at sende Tomahawk-missiler tværs over Sjælland og Jylland for at bombe JP’s bygninger tilbage til stenalderen.
Samtidig hermed er det tilsyneladende helt i orden, at George W. Bush leger cowboy og ikke tåler, at en tv-station på den venligsindede halvø Qatar kritiserer USA’s brutale og snæversynede politik i Irak, Mellemøsten og i verden generelt.
Al-Jazeerahar gennem årene været anklaget for lidt af hvert, bl.a. for at støtte terrorismen, fordi tv-stationen har interviewet modstandere af USA’s politik. Al-Jazeera er endda blevet betegnet som stærkt anti-semitisk, fordi den i billede og lyd har vist israelernes undertrykkende og apartheidlignende politik over for palæstinenserne. Disse beskyldninger og værre ting har dog ikke kunnet lukke munden på Al-Jazeera, og derfor så verdens mægtigste mand sig tilsyneladende nødsaget til at lægge planer om at bombe tv-stationen.