Af, Fathi El-Abed, Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Bragt i Weekendavisen den 3. september 2004
I 1948 var der ingen krig mod Israel. Ingen arabisk stat angreb den jødiske stat. Det var palæstinenserne, som forsvarede deres land mod at blive foræret bort.
ARNE Melchior vil med sit indlæg i Weekend avisen den 30. juli endnu en gang belære læserne om ret og uret i besættelsesmagten Israels krig mod palæstinenserne. Men Arne Melchiors indlæg er én lang fordrejning af de historiske fakta, og det er derfor nødvendigt at afkræfte de såkaldte fakta, som Melchior gerne vil erindre os om, idet han påstår, at Paul Sehstedts indlæg den 16. juli »er så fyldt med faktuelle fejl«.
Jeg vil nøjes med at reagere på et par af de mest absurde argumenter, som Arne Melchior i øvrigt flittigt har manipuleret med gennem årene. Først at »Den jødiske stat bygger på internationale aftaler og gyldig folkeret«.
FN-generelforsamlingen vedtog godt nok i november 1947, at Palæstina skulle deles, men selve vedtagelsen og processen var intet mindre end et mesterværk i manipulation og afpresning af staterne for, at de skulle stemme for. Det er efterhånden et historisk faktum.
Det er korrekt, at allerede i 1922 blev zionisterne »lovet« et nationalt hjem i Palæstina! Men det startede længe før det, nemlig med Balfour-deklarationen i 1917.
Balfour-deklarationen var netop i strid med folkeretten. England fik tildelt Palæstina som en del af en aftale med Frankrig, der gik ud på, at de to lande skulle dele Det Osmanniske Rige mellem sig (Sykes-Picot-aftalen fra 1916).
England som kolonimagt havde ikke ret til at love landet eller dele af det til andre. Men det var, hvad der skete. Den pro-zionistiske Arthur Koestler omtaler erklæringen i sin bog Løfte og Opfyldelse som »alle tiders mest usandsynlige dokument. Her lovede en nation højtideligt en anden nation en tredje nations land«.
Det andet argument vedrører Israels krige mod sine naboer, og at »alle de tre krige blev startet af den anden side (de arabiske lande)«.
Det er rigtigt, at de arabiske lande, det vil sige Syrien og Ægypten, startede krigen mod Israel i 1973. Det var nemlig en legitim krig. Det var også den eneste krig, araberne selv har initieret for at tilbageerobre de tabte områder fra 1967. I 1948 var der ingen krig mod Israel. Ingen arabisk stat angreb den dengang nyligt opfundne jødiske stat. Det var palæstinenserne, som forsvarede deres land mod at blive delt og foræret bort samt mod de zionistiske terrorbander, som hærgede især i den nordlige del af Palæstina.
Nogle palæstinensiske modstandsgrupper modtog en del hjælp i form af lettere våben og andet materiel fra et par omkringliggende arabiske lande. Men ingen arabisk hær kom i kamp mod de zionistiske terror-grupper. Disse zionistiske grupper var i øvrigt veltrænede og bevæbnede i modsætning til hovedparten af de palæstinensiske modstandsfolk, som forsvarede deres familier, byer og landsbyer med primitive jagtvåben.
Arne Melchior og hans trosfæller af zionister har siden tidernes morgen været flittige brugere af denne konflikts største løgn: baggrunden for krigen i 1967, også kendt som Seksdageskrigen.
Krigen i 1967 udsprang af, at Israel havde brug for krig på grund af den opgivende stemning i landet. Mange udvandrede, og få troede på den zionistiske vision. Israel var som følge heraf smart nok til at iværksætte en optrapningsstrategi, der førte til krigen natten til den 5. juni 1967.
Herom skriver den israelske forfatter Avi Shalim i The Iron Wall : »Israels optrapningsstrategi på den syriske front var sandsynligvis den vigtigste enkeltfaktor, der førte til krig i Mellemøsten i 1967.« Israels »sejr« skabte en euforisk stemning, som nogle mente overgik stemningen fra 1947/1948.
Derudover er det i over 30 år blevet påstået af Israel og Israels indflydelsesrige venner i Vesten, at den daværende egyptiske præsident, Gamal Abd Al-Nasser, havde foretaget en kæmpemæssig militær opmarch langs grænsen til Israel.
Denne fordrejning af sandheden skulle tjene Israels evige påstand om, at den jødiske stat var truet. Samt at et egyptisk angreb mod Israel var få timer fra at finde sted. Lodret forkert. Og manipulation fra ende til anden. For præsident Nasser havde godt nok sendt tropper til Sinai, men ikke i et omfang, der kunne true Israels sikkerhed.
Herom sagde den nu myrdede Yitzhak Rabin (stabschef under krigen i 1967) i et interview med den franske avis Le Monde den 28. februar 1968:
»Jeg tror ikke, præsident Nasser ønskede krigen. De to divisioner, han sendte ud i Sinaiørkenen den 14. maj 1967, var ikke nok til at iværksætte en offensiv mod Israel. Det vidste både han og vi udmærket godt.«
Krigen i 1967 var i sig selv en såkaldt »forebyggende krig«. Israel lod hele verden tro, at de arabiske lande var blot få timer fra at iværksætte et altomfattende angreb, som havde til formål at udslette den jødiske stat.
Det er jo komisk, når tanken falder på USA’s argumenter om de mystiske masseødelæggelsesvåben i Irak og den forebyggende krig, som blev ført mod det irakiske folk.
Må jeg minde Arne Melchior om, at Israels bedste garant for dets sikkerhed er Israel selv. Landet er en atomar nation og har været det i over et halvt århundrede og er samtidig en af verdens stærkeste militære magter og besidder al verdens typer af masseødelæggelsesvåben.
Ellers vil den amerikanske beskytter og forsørger nok træde til, skulle det utænkelige ske, at Israels sikkerhed er for alvor på spil. Men af ren nysgerrighed: Hvor er egentlig Israels grænser, som skal sikres? Har landet overhovedet definerede grænser? Det kunne jeg tænke mig at få et svar på.