Bragt i Jyllands-Posten den 6. juni 2016
Af, Fathi El-Abed – Mellemøstdebattør
For et par uger siden tog den tunesiske islamiske bevægelse – og parti – Al-Nahda en historisk beslutning. Ikke alene historisk set med tunesiske briller, men i den arabiske verden og særligt set i lyset af kaosset i Mellemøsten de seneste fem år. Al-Nahdas beslutning gik ud på at skille religion og politik i alle deres beslutninger, planlægning og arbejde internt og udadtil.
Det skelsættende ved Al-Nahdas beslutning er, at bevægelsen er Tunesiens svar på Det Muslimske Broderskab i Egypten og resten af den arabiske verden.
Al-Nahda begrunder beslutningen med “begivenhederne i Tunesien og den arabiske verden”.
Eller sagt på anden måde; den blodige udvikling i stort set hele den arabiske verden de seneste fem år i kølvandet på Det Arabiske Forår, der netop udsprang fra Tunesien og tog fart først til Egypten og siden til Libyen og flere steder i Mellemøsten.
Al-Nahda-bevægelsen blev udsat for voldsom undertrykkelse under den forhadte tunesiske leder Zein Al-Din Bin Ali, inden han blev afsat ved det første og mest succesfulde oprør i Det Arabiske Forårs første dage i januar 2011. Og ved det første demokratiske valg i Tunesien efter revolutionen i 2011 blev Al-Nahda den store vinder af det demokratiske valg.
Forvaltet forkert og uansvarligt
Men succesen og sejren efter revolutionen blev af bevægelsen forvaltet forkert og uansvarligt.
Ikke af ond vilje. Men fordi Al-Nahdas dna er “politisk islam”, og det viste sig at være en farlig cocktail i det nye Tunesien. Ikke alene fordi Tunesien er et politisk og ideologisk pluralistisk samfund med en historisk stærk og indflydelsesrig og ikke mindst sekulær fagbevægelse, men også fordi udviklingen i den arabiske verden siden 2011 i al tydelighed har vist det katastrofale ved at blande religion og politik.
Og netop det har lederne i Al-Nahda-bevægelsen indset, taget ved lære af og taget afsæt i. I et interview med det franske Le Monde i begyndelsen af maj erklærede bevægelsens legendariske leder Rashid al-Ghannushi, at den historiske beslutning hviler på den kendsgerning, at det handler om »at forkaste politisk islam for at kunne opnå demokratiet og stabilitet«. Det er i sig selv tankevækkende, at ikke alene skriver Tunesien historie endnu en gang i den arabiske verden med beslutningen.
Men at netop Det Arabiske Forår, den positive forandring og det spirende demokrati er lykkedes i Tunesien som det eneste land, der ikke er blevet bombet og/ eller fik indblanding udefra og særligt fra de store magter, der siden 2011 har bombet flere steder i Mellemøsten med det formål “at skabe demokratiet”.
Et doktrin, der har fejlet totalt og har bragt kaos, elendighed og uro. Tunesien er et klokkeklart bevis på, at støtten til civilsamfundet er langt mere effektiv end bomber og missiler. For slet ikke at nævne, at det er langt billigere og hverken skaber kaos, uro, elendighed eller flygtninge.