Af, Fathi El-Abed, Formand – Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Bragt i Jyllands Posten den 7. maj 2016
Dem, der går ind for at sende bomber og evt. tropper til Syrien, glemmer, at vores krigsprojekter i de seneste 15 år hverken er lykkedes halvt eller helt.
I sidste måned stemte et flertal i Folketinget om, at vi igen skal “gå i krig” – i Mellemøsten. For nu gælder det Syrien – uden FNmandat vel at mærke og uden tilladelse fra det syriske regime, der er bevæbnet til tænderne og støttes massivt, ikke mindst af Rusland.
Ikke mindst med formentlig verdens mest effektive luftforsvar S-400/ S-300.
Argumenterne er utallige, og “krigslysten” er stor. Men ingen af de fremførte argumenter holder eller berettiger til at kaste vores land i endnu en håbløs kon-flikt i den urolige region.
Ingen klare mål, ingen på landjorden at samarbejde med – i hvert fald ikke nogen af betydning overhovedet, og som har en politisk og militær slagkraft på den syriske nationalplan midt i den myriade af salafistiske og jihadistiske grupper, der – ifølge en rapport udgivet af den britiske efterretningstjeneste i januar 2014 – talte mellem 1.000 til 1.200 mindre eller større grupper med direkte og indirekte støtte fra enten/ eller Saudi-Arabien, Qatar og Tyrkiet.
Nederlag på nederlag
I den debat glemmer dem, der stemmer for at sende bomber og evt. tropper til Syrien, at vores krigsprojekter i de seneste 15 år, da vi – vist for første gang i ca.
100 år – har ført krig mod andre nationer og lande, er lykkedes hverken halvt eller helt. Alene nederlag på nederlag de seneste 15 år, der gennem årene er blevet pyntet med argumenter, som om de uansvarlige politikere har talt/ taler for en flok “børnehavebørn”.
Et hurtigt blik på de lande, vi har bombet siden 2001, tegner et godt billede af, hvad vores nye krig i Mellemøsten nok ender med:.
En stor elendighed
N Afghanistan: Efter at vi i 15 år nærmest dagligt har læst om, hvor mange vores soldater og de amerikanske m. fl. har skudt af talibanerne, var vi mange, der troede alvorligt på, at der kan snart ikke være én eneste talibaner tilbage.
Men sandheden er, at ikke alene er Taliban stærkere end nogensinde før – i hvert fald siden 2001 – men selve landet Afghanistan er forsat i ruiner, fragmenteret fra hinanden, og splittelsen i befolkningen er enorm.
Elendigheden er så stor, at tusinder af afghanere – forståeligt nok – søger tilflugt i Europa. Og flere vil uden tvivl komme til i takt med, at vores politikere vælger at prioritere forkert, hvor bomber og ligegyldighed er den fremherskende strategi frem for massiv og helhjertet indsats til genopbygning af landet.
Endnu et tragisk eksempel N Libyen: Straks efter at de sidste bomber var blevet kastet mod Gaddafis regime, blev der fejret over den “store sejr” over det undertrykkende regime.
Sandheden er, at Libyen er – endnu – et tragisk eksempel, når velviljen til at kaste bomber er større end at hjælpe et land og et folk med at bygge et sundt, retfærdigt og udviklingsrettet samfund end at pådutte dem et demokrati a la vores, og som har fejlet gang på gang.
For nærmest dagligt siden 2011 og siden den forfærdelige og primitive terrorbande IS til stor forarmelse for libyerne, der efterhånden nærmest længes efter Gaddafis dage, er der fundet et angreb fra Al-Qaeda-relaterede grupper.
N Irak: 10 år efter at Bush og co.
at “indføre demokratiet” og med støtte fra den gruppe af naive og/ eller uvidende af vores politikere, der sagde ja til krigen og invasionen af Irak, lider landet under fortsat krig og konflikt og er overladt til sig selv midt i et sekterisk og politisk kaos, hvor drab og bomber er daglig kost.
Manglende refleksion
Og når talen falder på Irak, er det tankevækkende, at der ingen re-fleksion, evaluering eller det mindste selvkritiske syn er på, hvorfor det gik galt.
Når nu den forfærdelige borgerkrig i Syrien drager vores forsvar og en gruppe politikere til sig, er det måske på sin plads at nævne følgende: Fadæsen i Irak, som vi har været med til at ødelægge, er skyld i, at IS opstod på ruinerne af Al-Qaeda i Irak, hvor netop Al-Qaeda slet ikke fandtes før efter “befrielsen” i 2003 for siden at hærge og sprede død og ødelæggelse i det meste af Mellemøsten, Europa og flere andre steder i verden.
Et relevant spørgsmål
Et måske essentielt og relevant spørgsmål må i den forbindelse komme på banen: Hvordan kan det være, at det – nogenlunde – er lykkedes med Det Arabiske Forår i Tunesien, hvor det hele startede med en grønthandler, der fik nok og satte ild til sig selv? Kan det mon være, fordi hverken vi eller andre netop blandede sig, og ingen “smarte” bomber faldt over hovedet på de brave tunesere, og deres land dermed ikke blev lagt i ruiner af vores og andres F-16-kampfly? Det er måske værd at have med i overvejelserne, når nu vi – igen – vil indføre “demokratiet” i endnu et land i Mellemøsten og for endnu et folk, der alene ønsker social retfærdighed, sikkerhed og brød på bordet til sig selv, deres børn og familier.