Bragt i Berlingske den 4. marts 2016
Af, Fathi El-Abed, samfundsdebattør og formand – Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
For en del år siden bad en kendt og seriøs forfatter om min hjælp.
Vedkommende ville besøge en moské i København for at overvære fredagsprædikenen som research i forbindelse med et dengang igangværende projekt.
Få dage efter befandt jeg mig for første gang i mange år i en moské og fik af min kontakt »tilladelse« til at sidde bagerst i salen sammen med forfatteren og en kameramand.
Kort tid inde i fredagsprædikenen lænede forfatteren sig mod mig og spurgte: Er det emnet for i dag? Kommer der ikke mere? Aner det ikke, svarede jeg, mens jeg mærkede en smule skuffelse i forfatterens øjne, der utvivlsomt forventede en langt mere kontroversiel, spydig og uforsonlig tone fra den pågældende imam med de sædvanlige råb og skrig, når en imam vises på TV.
Dagens prædiken handlede om intet mindre end renlighed i islam, hvordan du og din familie skal holde jer rene, hvordan du opdrager dine børn til renlighed dagen igennem. Om hvordan du holder dit hjem – i og uden for – samt dit samfund, rent. Om forholdet mellem troen og det at være ren og soigneret.
Sådan fortsatte dagens aldeles ukontroversielle og faktisk intime og detaljerede fredagsprædiken.
FOR JEG ER opdraget til, at det ER, hvad fredagsprædikener handler om: social adfærd og anliggender, der alene har til hensigt at forbedre den enkeltes og samfundets livskvalitet.
Det var bestemt ikke opfattelsen, da TV 2 forleden bragte dokumentaren om den århusianske Grimhøj-moské, der atter en gang skaber øredøvende overskrifter med rabiate, primitive og uforsonlige udtalelser og ytringer.
Dokumentaren – vist første gang tirsdag aften efter flere dages opvarmning i form af debatter og interviews nærmest døgnet rundt – var en skuffelse.
Ikke alene metoden med en »muldvarp« er kritisabel. Men også den kendsgerning, at det alene handlede om – i den grad – forkastelige udtalelser fra den pågældende imam.
For der blev faktisk sagt en del gode og positive ting om vores danske samfund, som hverken blev oversat eller tekstet.
Og det undrer mig, at TV 2 vælger at sætte det hele på en spids.
EN ANDEN TING, blandt mange andre kritisable pointer, er, at den såkaldte »talsmand« interviewes gang på gang og endda på primetime live TV i 19-nyhederne velvidende, at han hverken forstår eller taler forståeligt dansk.
Man sad med en grim smag i munden ved at se den mumlende, usoignerede og selvbestaltede imam med det vanlige arrogante smil med tåkrummende holdninger og bortforklaringer, der giver indtryk af et menneske, som bliver høj af konstant at tale udenom og ihærdigt vildlede offentligheden. Men som først og fremmest er en katastrofe for den tilsyneladende håndfuld af følgere, der som kvæg fortsætter med ukritisk at holde hånden over og under ham.
Det er mildest talt beskæmmende, at manden får så meget opmærksomhed, når han alene repræsenterer sig selv og de få omkring ham, som utvivlsomt er døve og blinde, når det handler om ret og uret.
Må vi som offentlighed bede om lidt mere kvalitet, når det drejer sig om et så samfundsrelevant emne, der vedrører en større gruppe i vores danske samfund med muslimsk baggrund, der ofte bliver taget som gidsel, når sådanne suspekte og intolerante typer får konstant taletid og opmærksomhed.