Bragt i Kristeligt Dagblad den 1. juni 2015
Af, Fathi El-Abed – Formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening.
DEN 27. APRIL iværksatte Dansk Palæstinensisk Venskabsforening en busreklamekampagne med det formål at sætte fokus på varer, der enten er produceret, samlet eller forarbejdet i de israelske bosættelser på den besatte Vestbred, og som strømmer ind på de europæiske markeder uden at blive mærket som værende ” produkter fra bosættelser på den besatte Vestbred”.
Dermed nyder de handels-og toldmæssige begunstigelser, som varer fra Israel nyder i det hele taget.
Stik imod en snart otte år gammel aftale mellem Israel og EU om at mærke disse produkter, inden de eksporteres til EU, har Israel fastholdt mærkning af disse som ” Made in Israel”. Det må Israel ikke.
Dansk Palæstinensisk Venskabsforening mener, at forbrugerne og forretningerne skal have vished for, hvad de køber, når det gælder produkter fra Israel. Det er nemlig uholdbart, at vores samfund er med til at finansiere bosættelserne, som af Danmark, EU og hele det internationale samfund anses som værende den største hindring for fred mellem palæstinenserne og israelerne.
Kampagnen med det efterhånden berømte banner skulle pynte de 35 københavnske buslinjer i 14 dage.
Kampagnen blev meget succesfuld, faktisk så succesfuld, at trafikselskabet Movia på dag fire for kampagnen kunne meddele, at reklamen skulle fjernes. Øjeblikkeligt.
Ingen har siden kunnet finde noget, der kunne minde om ” unødigt stødende”, ” racistisk”, ” diskriminerende” eller de øvrige absurde og fabrikerede begreber, som Dansk Folkeparti og Dansk Zionist Forbund (begge støtter ikke tostatsløsningen, og begge støtter bosættelserne) siden har fundet på. Og hvor selv det klassiske, sædvanlige og efterhånden lidt forslidte ” antisemit-kort” blev benyttet atter en gang! DER SKAL IKKE HERSKE tvivl om, at Dansk Palæstinensisk Venskabsforenings intention med kampagnen var og er at skabe opmærksomhed om det problem, som Danmark og EU forsøger at løse, men som konstant mødes af en aggressiv og dæmoniserende pro-Israel-lobby, der forhindrer ethvert skridt i den retning.
DE FÆRRESTE KAN efterhånden være i tvivl om, at sagen er et klokkeklart eksempel på en krænkelse af vores ytringsfrihed. Hverken mere eller mindre.
” Nogen” er vist mere end skrækslagen for det harmløse, reelle og fakta-baserede budskab i vores kampagne.
At Movias ledelse finder, at det forhold, at man tager afstand fra notoriske ulovligheder, kan anses for ” unødigt stødende”, er for mig ganske uforståeligt. Hvem andre end dem, der begår ulovlighederne, kan føle sig stødt, og er det deres interesser, Movia vægter højere end ytringsfriheden? Senest blev det afsløret, at det, Movia kaldte for ” en klagestorm”, var en meget modi-ficeret version af sandhed. Og efterfølgende er det kommet frem, at kun en håndfuld klager var på dansk med stærke ord og begreber, som det siden er fremgået i pressen. Og at resten – cirka to tredjedele – er skrevet på engelsk, stort set enslydende og sendt fra udlandet.
For at Movias beslutning – som efter stor sandsynlighed blev taget dagen inden bestyrelsesmødet – ikke skulle lugte af en politisk motiveret beslutning, skulle en ” klagestorm” iscenesættes, så den i sidste ende kunne bruges som fiktiv begrundelse for den politisk motiverede beslutning, efter at et magtspil på højeste plan blev sat i værk.
Det er udemokratisk, udansk og farligt fra Movias bestyrelses side. En politisk udpeget bestyrelse, der hermed har ladet sig presse og tilsyneladende afpresse af udenlandske organisationer og magter.
Derfor har Dansk Palæstinensisk Venskabsforening valgt at indbringe sagen for Folketingets Ombudsmand – samtidig med at den landsdækkende kampagne inden længe iværksættes og endda udvides.