Af, Fathi El-Abed, formand – Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Bragt i Jyllands Posten den 17. maj 2014
Igen i år fejrer Israel sig selv. Intet har ændret sig: mindedag for de faldne i den israelske besættelseshær siden Israels mærkværdige skabelse på ruinerne af det palæstinensiske folk i 1948, de israelske jagerflys luftopvisning, de utallige israelske politikeres taler og de religiøse ritualer etc.
Alt er, som det har været hvert år siden 1948.
Men også i år manglede der noget: den israelske selvransagelse.
Nemlig. En israelsk selvransagelsesproces fra de seneste 66 år udebliver atter i år.
Hvordan blev vi til? Hvis huse, landsbyer og byer har vi overtaget? Og hvad er der blevet af dem, som vi jagede væk for 66 år siden? Mange spørgsmål, der mangler svar, og som et stort flertal af israelere i 66 år har valgt at feje ind under gulvtæppet i en kollektiv benægtelse af historiske fakta om Palæstina og det palæstinensiske folk.
Så ja, alt er ved det gamle, når Israel fejrer sig selv i år.
Den tragiske konflikt
Alligevel dukkede noget nyt op i de første to uger af Israels festligheder: tilsvining af alt palæstinensisk fra de farverige israelske ministre og Knesset-medlemmer.
Faktisk er det ikke nyt.
Men i år tilsvines palæstinenserne sammen med »dem, der er i ledtog med de palæstinensiske terrorister«. Nemlig »europæerne, der til stadighed bliver mere antisemitiske«, og »uvidende amerikanske politikere, der naivt tror på en fred og en palæstinensisk stat«. Blot for at nævne et par af de mange angreb på EU’s og USA’s ihærdige bestræbelser på at afslutte den tragiske konflikt mellem palæstinenserne og israelerne.
Og når 52 pct. af israelerne – ifølge det israelske dagblad Yediot Ahronot – mener alvorligt, at hele verden, og især den vestlige del af verden, er imod Israel, er det ikke forbavsende, at Israel har udviklet sig til et paranoiasamfund En anden bemærkelsesværdig side af Israels festligheder er, at ingen til dato har kunnet give en fornuftig og holdbar forklaring på, hvad “uafhængighedsdagen” dækker over.
Jeg har i mange år utrætteligt spurgt om, hvem Israel har fået sin “uafhængighed” af, men har aldrig fået et svar.
Sandheden er, at Israel ingen grund har til at fejre noget som helst. Tværtimod. For faktum er, at forfølgelse af palæstinensere – kristne som muslimer – fortsætter og langtfra blev afsluttet, da det palæstinensiske mindretal i selve Israel blev fri for de modbydelige militære love og dekreter, som de blev regeret under og af i perioden 1948 til 1977.