Af, Mostafa Benyahia Formand Dansk-Algerisk Venskabsforening
Og
Fathi El-Abed, Formand – Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Bragt i Jyllands Posten den 6. januar 2014
I årtier blev Nelson Mandela sammen med ANC dæmoniseret og stemplet som terrorister. I den grad også af Jyllands-Posten.
Derfor var det topmålet af hykleri at læse JP’s leder (7/ 12), da avisen manglede en væsentlig faktor i den mærkværdige “forvandling” til en beundrer af Mandela.
Nemlig en historisk undskyldning fra JP for de forfærdelige ting, avisen i flere årtier skrev om Mandela, ANC og de sortes retfærdige kamp mod det racistiske styre i Sydafrika.
Ikke alene på avisens vegne, men måske også på højrefløjens vegne. En holdning til apartheid, der nemt kan sammenlignes med JP’s holdning og støtte til Israel.
I den forbindelse kan JP benytte lejligheden til at fortælle om Mandelas og ANC’s rigtige venner – både i Danmark og i udlandet. Med Mandelas død mistede ikke alene den danske venstrefløj en ven og allieret, men også arabiske lande, der medvirkede til Mandelas retfærdige kamp før og under sit fængselsophold.
I særdeleshed Algeriet og Palæstina mistede en historisk og sand ven.
En historisk alliance
Mindst et par årtier inden solidaritetsarbejdet med ANC’s og Mandelas retfærdige kamp for alvor kom i gang herhjemme, i resten af Europa og verden, var Mandela i fuld gang med en historisk alliance med navnlig Algeriet, der spillede en afgørende rolle – militært, økonomisk og diplomatisk.
Mandela besøgte de algeriske frihedskæmpere, der kæmpede mod kolonimagten Frankrig i 1961, og indledte en historisk og strategisk alliance, eftersom han så den brutalitet, udført af kolonimagten Frankrig i Algeriet, som han kendte fra det racistiske hvide mindretal i Sydafrika.
Mandela var ligeledes den første, der besøgte Algeriet efter selvstændigheden året efter i 1962. I årene, der kom, modtog Mandela og stort set hele ANC’s ledelse militærtræning i Algeriet.
Algeriet var ikke mindst i front med den diplomatiske støtte. Det første “ANC informationskontor” blev åbnet i netop Algeriet. ANC’s ledelse, herunder Mandela og Sydafrikas nuværende præsident Jacob Zuma, blev af Algeriet forsynet med diplomatiske pas.
Primitiv stillingtagen
Da Algeriet i 1974 blev formand for FN’s generalforsamling, var det første skridt, den daværende udenrigsminister – og nuværende præsident – Bu Taflika tog, at vinde en afstemning i forsamlingen om at udvise Sydafrikas delegation.
Således var Sydafrikas sæde i FN’s generalforsamling tomt frem til apartheidregimets fald i starten af 1990′ erne.
En anden spiller var allerede på banen. Nemlig Israel, der siden sin skabelse og helt frem til apartheidregimets sidste dage dannede en tæt politisk, militær og strategisk alliance med Pretoria. Af den grund og flere andre var alliancen mellem ANC, Palæstina og Algeriet en naturlig sag.
Mon JP i den forbindelse vil lære af sin historiske “fejlbedømmelse”? JP’s og andres støtte til apartheid – og nu Israel – hviler mere på en forældet og en anelse primitiv ideologisk stillingtagen end på de universelle værdier som frihed og værdighed, der indgår i JP’s selvbestaltede profil som en sand forsvarer af ytringsfriheden – sådan som JP forstår den.