Kategorier
Berlingske Tidende

Vis tolerance for omskæring

Af, Henri Goldstein, speciallæge, Dr.Med
Og
Fathi El-Abed, Debattør
Bragt i Berlingske den 17. august 2012

DÅRLIG VIDENSKAB. Morten Frisch går igen (11.8.) til angreb på den traditionelle omskæring af drengebørn som led i den jødiske og muslimske tradition.

Han har gennem lang tid lidenskabeligt argumenteret for et forbud, og han prøver at underbygge sine ønsker med såkaldt videnskabelige argumenter, der er blevet kritiseret af agtede forskere.

Til daglig er vi ikke enige vedr. Mellemøst-konflikten ( vi håber dog på snarlig fred). Men vi kan på god demokratisk vis sammen finde anledning til at protestere mod Morten Frisch’ holdning.

Han har publiceret sin artikel i et internationalt tidsskrift og har fået en udbredelse, som er få forundt. Til lykke med det, men en forsker, der så markant, før undersøgelsen, har en fastlåst holdning, er svær at føre dialog med. Han blander alle mulige ting sammen: orgasmeproblemer, drengebørns selvbestemmelse, hensynet til sexpartneren og endda homoseksuelles vielser bringes på forunderlig vis ind i debatten. Han blander også mandlig omskæring sammen med den såkaldte »kvindelige omskæring«. Det er nemlig ikke omskæring men et overgreb, og sammenligningen synes absurd.

Særdeles vigtigt er det, at hans undersøgelse kun omfatter færre end sammenlagt 10 muslimske og jødiske drenge, der er rituelt omskåret. Det er netop de drenge, vi drøfter. Materialet er mangelfuldt og kan på ingen måde danne grundlag for et »videnskabeligt resultat« med et krav om et forbud.

Danmarks religionsfrihed har været et adelsmærke også i svære tider. Demokrati er ikke blot et flertalsdiktatur ( jf. Hal Kochs bog »Hvad er demokrati?« ), og en væsentlig del er mindretalsbeskyttelse i rimeligt omfang.

Drengeomskæring har med udgang i religionen været praktiseret i Danmark i næsten 400 år, og med Sundhedsstyrelsens seneste bekendtgørelse som grundlag er der ingen grund til at ændre dette.

Såvel den muslimske som den jødiske minoritet søger ikke blot integration, men også retten til at bevare det religiøse særkende.

Udviser man virkelig tolerance, forstår man, hvor dybt religiøse og kulturelle traditioner kan ligge, og det, som fra ikke-religiøst standpunkt kan synes gammeldags, umoderne, håbløst konservativt m. m., kan betyde noget grundlæggende for andre. Selv om man forsker og får et ( tvivlsomt?) resultat, kan det betyde, at ikke enhver straks retter sig efter dette.

F. eks. er det fortsat tilladt at ryge ( også i småbørns nærværelse), på trods af at der er megen entydighed i forskningsresultater, der peger på rygning som årsag til mange sygdomme, heraf en række dødelige.

Omskæring kan anskues fra mange sider, f. eks. juridisk, medicinsk, antropologisk, sociologisk, etisk og teologisk. Dertil kommer også psykologiske aspekter, og hele spørgsmålet er yderst kompliceret.

Og hvad der tæller mest og er vigtigst, afhænger af den, der analyserer problemet.

For os er det afgørende, at vores land tager vare på sine minoriteter på en anstændig måde. Og netop den højt besungne danske tolerance står sin prøve i sådanne situationer, hvor de minoritetskulturelle traditioner synes lidt fremmedartede.

Tolerancen er let at have, når den ikke udfordres.