Kategorier
Politiken

Naser Khader vrøvler i shariadebat

Af, Fathi El-Abed – Debattør Og Mellemøstkommentator

Bragt i Politiken den 29. oktober 2011

STØVET FRA den historiske omvæltning i Libyen har end ikke lagt sig, før de første kritiske stemmer herhjemme har hævet sig. Libyens nye ledere når lige akkurat at meddele, at det er nye tider i Libyen efter fire rædselsfulde årtier med Gaddafiog nævner ordet over alle ord – sharia – i forbindelse med landets ny lovgivning.

Så går verden i sort. Og som trolde fra en æske farer Naser Khader ( K) og Søren Krarup ( DF) op som vores nye shariaeksperter – og slutter sig dermed til Søren Espersen ( DF), Søren Pind ( V) og en række andre debattører med antimuslimske tendenser. De har alle sammen fået sharia på hjernen. Jeg kan godt forstå, at Søren Krarup, Søren Espersen og hele den nationalistiske fløj herhjemme og i Europa er rædselsslagne ved tanken om, at det skal lykkes i Libyen og resten af det Mellemøsten, som er i oprør for frihed og demokrati.

Naser Khader har – som borgerlig politiker – tilsyneladende fortsat svært ved at acceptere, at SF er i regeringen for første gang i partiets historie. For den mobning af Villy Søvndals udtalelser om Libyen er udtryk for intet mindre end irritation over, at det er Søvndal og ikke Lene Espersen, der sidder i den øverste etage på Asiatisk Plads.

Naser Khaders filosofiske tilgang til, hvad Libyens nye ledere har af planer for deres land, med sharia som kilde, er intet mindre end – ja, vrøvl. Om nogen så ved Naser Khader, at straffesystemet i shariaen er den del, som vi alle skal sørge for ikke bliver implementeret i noget som helst land i verden. Nøjagtig på samme måde som han, jeg og de fleste herhjemme er modstandere af dødsstraffen i USA og Kina. Det er i den grad naivt og et udtryk for et ønske om at aftvinge vores kultur og værdinormer over andre lande, der har valgt et andet livsgrundlag. Islam er en del af livet i de arabiske/muslimske lande på samme vis som kristendommen er i Europa/Vesten.

Af alle så ved Naser Khader, at den sociale og civile del af shariaen udøves og implementeres i stort set samtlige arabiske og muslimske lande i mere eller mindre grad.

Vil Naser Khader, og de 3 x Søren’er, gå i kamp for at afskaffe alt, som kunne minde om sharia i hele den arabiske/muslimske verden?