Bragt i Berlingske Tidende den 8. august 2011
Af, Fathi El-Abed – Formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Mellemøsten. Israels ambassadør Arthur Avnon besynger en fredsproces, som hans egen regering for længst har lagt i graven. Derfor er det nødvendigt med en positiv dansk udmelding om anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat. kommentaren.
I sraels ambassadør i Danmark, Arthur Avnon, besynger her i avisen ( 24/ 7) en fredsproces som hans egen regering for længst har lagt i graven.
For sandheden er, at i to år har Israels premierminister Benjamin Netanyahu stået i spidsen for en ultra-nationalist-religiøs regering der ikke alene har sat fredsprocessen mellem israelerne og palæstinenserne i stå. Men har i den grad umuliggjort en reel og ærlig genoptagelse af fredsforhandlingerne ved at insistere på massive udvidelser og genopførelser af nye bosættelser på den besatte Vestbred.
Resultatet: Vestbreddens areal er skrumpet til under det halve – eftersom resten er på israelske hænder. Antal af bosættere er tredoblet siden fredsprocessen blev indledt for snart 20 år siden og har for længst rundet den halve million. Alt på bekostning af palæstinensernes land, ressourcer og frihed.
Den 11. juli mødtes udenrigsministrene i Mellemøst Kvartetten ( FN, EU, Rusland og USA) for at drøfte mulighederne for at få gang i de direkte fredsforhandlinger mellem palæstinenserne og israelerne.
Kvartetten sluttede sit møde uden nogen form for enighed eller erklæring. Især USAs krav om at imødegå et israelsk ønske om at en evt. sluterklæring skulle understrege Israels »jødiskhed« var stærkt medvirkende til, at mødet endte resultatløst.
Kvartetten blev dannet tilbage i 2002 og havde som sin første og fornemste opgave at sikre implementeringen af Køreplanen for Fred fra 2003. Denne plans første fase var rettet mod palæstinensernes og israelernes forpligtelser. Det Palæstinensiske Selvstyre skulle sørge for to ting: at afslutte den væbnede modstandsstrategi mod Israel samt at etablere en sikkerhedsmekanisme, der skulle koordinere med Israel. Begge dele blev i årene efter overholdt til punkt og prikke af den officielle palæstinensiske ledelse.
Israels forpligtelse gik ud på at »normalisere« de økonomiske og sociale forhold for palæstinenserne, især på Vestbredden. Det vil sige bl. a. afmontering af de mere end 500 checkpoints på Vestbredden, der ydmyger og kvæler den palæstinensiske civilbefolkning.
Israel skulle i det hele taget fjerne sit kvælertag på Vestbredden.
Otte år efter kan det roligt konstateres, at ingen af delene har Israel levet op til. Tværtimod.
ANDEN FASE I Køreplanen for Fred var netop verdenssamfundets forpligtelse til at bane vejen for skabelsen af en palæstinensisk stat. Kvartetten og hele verdenssamfundet har siden ventet tålmodigt, men forgæves på, at Israel – som en besættelsesmagt – skal leve op til sine forpligtelser i forhold til den fred såvel palæstinenserne som israelerne har sukket efter i årtier. Derfor, af mangel på alternativer og for at bryde status quo, vælger palæstinenserne nu ikke at vente længere på et verdenssamfund, der tilsyneladende er bundet på hænder og fødder af en evig israelsk determination om at udvide og bygge nye bosættelser på resterne af det palæstinensiske land. Dagen efter Kvartettens fejlslagne møde erklærede en dybt skuffet palæstinensisk ledelse, at eftersom palæstinensernes første strategiske prioritet – det vil sige de direkte fredsforhandlinger med Israel – ikke ser ud til at blive realiseret, så er næste skridt den eneste løsning tilbage: Palæstinenserne fortsætter ufortrødent deres bestræbelser på at få en anerkendelse i FN til september.
Omtrent 130 medlemslande har allerede meldt ud at de til september vil stemme for, at Palæstina bliver et fuldgyldigt medlem som en selvstændig stat på grænserne fra 4. juni 1967. Endnu har intet europæisk land meldt klart ud, hvor det står, når der skal trykkes på stemmeknapperne under FNs årlige generalforsamling. Om end palæstinenserne har fået positive tilkendegivelser fra flere europæiske lande – i og uden for EU – om at de vil stemme for.
HVAD ER SÅ Israels og dermed USAs holdning til det palæstinensiske diplomatiske fremstød? Meget forudsigeligt truer USA endnu en gang med at nedlægge veto i FNs Sikkerhedsråd. Og det på trods af at USA er det første land, der for længst har opgivet at ændre Israels stejle holdning. Alligevel mener USA, at palæstinenserne er dem, der skal betale prisen for den amerikanske administrations manglende evne til at presse nok for at få en reel fredsvilje frem hos Israels nuværende aldeles udiplomatiske regering.
Israel vil ikke genoptage fredsforhandlingerne med palæstinenserne – selvfølgelig medmindre det er på Israels betingelser med de fortsat katastrofale følger for palæstinenserne og resterne af deres land.
Sammen med USA forsøger Israel at presse så mange lande som muligt, for at de ikke skal stemme til fordel for palæstinenserne til september.
Tilsyneladende ser intet ud til at virke for israelerne.
Flere og flere lande i de seneste måneder har meldt klart ud, at de vil stemme for et Palæstina til september. Derfor er det mere end nødvendigt med en snarlig klar og positiv dansk udmelding – alene eller sammen med flere EU-lande – i forbindelse med det historiske palæstinensiske skridt til september.
Det skylder EU og verdenssamfundet det tålmodige palæstinensiske folk.