Af, Fathi El-Abed, Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Bragt i Berlingske den 3. september 2010
Israels ambassadør Arthur Avnon fremhæver i gårsdagens avis Israels ønske om fred i et indlæg, der til forveksling ligner indlæg fra hans ambassadørkollegaer i andre lande. Alligevel lyder det som sød musik, og mit håb er, at det er et reelt ønske – én gang for alle.
Tvivlen er dog begrundet! Benjamin Netanyahu bekendtgjorde for en uge siden sine »visioner« for en eventuel fred med palæstinenserne: Udover at palæstinenserne skal acceptere det umulige – nemlig Israels »ukrænkelige jødiskhed« og israelsk kontrol over land-, luft-og sø-grænserne i det kommende Palæstina samt fuld israelsk kontrol over Jordan-dalen. Så kræver Israel efterhånden – som en klar konsekvens af en massiv og aggressiv bosættelsespolitik – at 1967 grænserne ikke danner grundlag for forhandlingerne.
Samtidig proklamerede Israels særdeles udiplomatiske udenrigsminister, ultranationalisten Avigdor Lieberman, at enhver plan om at forlænge bosættelsesstoppet – der slutter sidst på måneden – vil resultere i, at hans parti træder ud af regeringskoalitionen.
For palæstinenserne er det en forudsætning, at der sættes en stopper for flere bosættelser eller udvidelser. Med over 500.000 bosættere, der ulovligt har koloniseret enorme områder på Vestbredden – herunder den besatte palæstinensiske by Østjerusalem – kan en fortsættelse af bosættelsespolitikken ikke være et tegn på ønsket om fred.
Da Oslo-fredsprocessen blev indledt i 1993, boede der ca. 150.000 bosættere på Vestbredden. Ulovligt vel at mærke. Og nu 17 år efter med utallige fredsinitiativer, konferencer og løfter fra det internationale samfund til palæstinenserne om fred og frihed har israelerne på intet tidspunkt levet op til deres gyldne løfter. Tværtimod.
De små bosættelser er for længst blevet til byer, der bryder Vestbreddens bakketoppe og omringer såvel Østjerusalem som stort set samtlige palæstinensiske hovedbyer på Vestbredden.
De omfattende og dramatiske geografiske og demografiske ændringer, som Israel har foretaget gennem de sidste fire årtier er efter Israels opfattelse det reelle forhandlingsgrundlag.
Da bosættelsespolitikken blev iværksat i kølvandet på krigen i 1967, lød der et ramaskrig fra USA og resten af verden, der berettiget mente, at en besættelsesmagt ikke må flytte egne borgere til besatte områder.
Israel beroligede – med succes – at »foranstaltningen« var midlertidig, indtil freden indtraf, og at samtlige bosættere vil blive flyttet tilbage til Israel. Virkeligheden har vist noget helt andet! Netanyahu-regeringens ønsker er i modstrid med verdenssamfundets.
Fredsforhandlingerne bygger for første gang på en sjælden og historisk konsensus i det internationale samfund. Og medmindre Israel reelt planlægger endnu en krig i området – hvad mange mener er forklaringen på Benjamin Netanyahus pludselige fredsvilje – så burde det være muligt at presse Israel til indrømmelser.
Ingen ønsker freden mere end palæstinenserne – af åbenlyse grunde. Men de nuværende forhandlinger skal munde ud i en holdbar og retfærdig fred. Ellers vil freden være en utopi – til glæde for ekstremisterne på begge sider.