Kategorier
Kronikker

Afghanistan – intet godt nyt fra fronten

Af, Pernille Frahm, MF (SF) og Fathi El-Abed, første suppleant til Europa-Parlamentet (SF)

Bragt i Kristeligt Dagblad den 2. september 2010

TERROR Efter sommerens donorkonference med mere end 60 nationer er det på tide at se tilbage på indsatsen i Afghanistan. Skal det internationale samfund tro på mirakler frem mod udgangen af 2014 – mirakler, vi er blevet lovet siden krigens start, og som intet tyder på, vi har været i stand til at sikre?

2000 MILLIARDER kroner – cirka fire gange Danmarks årlige husholdningsbudget – er brugt på vores militære engagement i Afghanistan. Kun sølle 212 milliarder er blevet brugt på den såkaldte genopbygning og andre civile indsatser i det sønderbombede og krigshærgede land.

Det er tankevækkende, at milliarder af dollar hver eneste måned bruges på at føre en udsigtsløs krig, samtidig med at den civile opbygning ikke har kunnet rykke ved de menige afghaneres syn på de udenlandske tropper, eller at de afghanske soldater oplever, at deres eneste opgave i udlændingenes øjne er at føre krigen på vegne af amerikanerne.

Der findes almindelige afghanere og soldater, der nyder godt af de udenlandske soldaters tilstedeværelse. Men når Taleban har så stor fremgang overalt i landet – og det på trods af at historiens største militære magter har bekriget og bombet dem massivt i snart et årti – så er man nødt til at evaluere, hvorfor det går en anden vej, end vi som borgere er blevet lovet hver dag siden krigens start.

Richard Haass, der siden 2003 har været formand for den Washington-baserede tænketank Council on Foreign Relations, og som tidligere har gjort karriere i Det Hvide Hus og Pentagon, skrev i Newsweek for nogen tid siden, at USA er nødt til at genoverveje sin strategi i Afghanistan. Han mener, at præsident Obama bør trække de amerikanske styrker ud af Afghanistan omgående.

Haass er bare en af mange fremtrædende politiske og militære personligheder, der samstemmende har krævet en snarlig tilbagetrækning fra Afghanistan.

Og vurderingen er, at den nuværende strategi, der har stået på i snart 10 år, vil mislykkes, og at resultaterne ikke kan retfærdiggøre de enorme økonomiske og menneskelige omkostninger.

Direkte adspurgt om sine udmeldinger sagde Haass, at Obamas strategi om at øge antallet af de amerikanske soldater i Afghanistan med 30.000 mand vil medføre en eskalering af situationen, da den følges op af en tilsvarende optrapning på Talebans side. Det gør det ikke bedre, at udmeldingerne om tilbagetrækning i 2011 er uklare.

DER ER UDEN tvivl flere årsager til USA’s enorme problemer i Afghanistan.

Først og fremmest møder de udenlandske styrker en koalition bestående af tre hardcore jihadister: al-Qaeda, Taleban og den flere tusinde mand stærke krigsherre Jalal al-Din Haqqani.

Alle tre er modstandere med erfaringer fra krigen mod de sovjetiske styrker i 1980′ erne. De kender terrænet som deres egne bukselommer, og vigtigst af alt har de tusinder og atter tusinder af sympatisører og tilhængere i det vidtstrakte land. Flere kommer til, for hver gang civile afghanere falder som ofre for Nato-styrkerne. Og det sker så ofte, at hadet til især amerikanerne vokser konstant.

Det andet problem, som det internationale samfund har i Afghanistan, er den svage afghanske præsident, Hamid Karzai, og hans manglende evne til at kontrollere landet og selvfølgelig korruptionen, der gennemsyrer hans administration, samtidig med at han er omgivet af tidligere krigsforbrydere, som den overvejende del af befolkningen hader og mistror.

General David Petraeus, som afløste general Stanley McChrystal, har fået en tung arv og en umulig opgave. Strategien om at besejre Taleban og dets allierede med al-Qaeda i spidsen er og bliver en umulig opgave – selv for verdens stærkeste militære styrke.

FOR NYLIG SKREV den afghanske forfatterinde Zahra Rahman i avisen The Guardian om det stigende problem med afghanske soldater og sikkerhedsfolk, der skyder amerikanske og andre udenlandske soldater ned. Zahra Rahman mener, at den træning, de afghanske soldater får – af amerikanerne – er en hurtig og overfladisk militær træning, der ikke prioriterer, hvordan en soldat bør opføre sig.

Derudover har afghanske soldater flere gange vist deres frustrationer over ikke at blive lønnet ligeligt i forhold til deres udenlandske ” kolleger”, eller at de i flere tilfælde ikke har fået deres løn til tiden.

De afghanske soldaters utilfredshed vokser, i takt med at Talebans angreb bliver mere sofistikerede og kræver flere dødsofre. Talebans angreb foregår mest om natten. I dagtimerne arbejder de afghanske og amerikanske soldater sammen. Når mørket falder på, trækker de amerikanske soldater sig tilbage til deres velsikrede og isolerede baser, mens de afghanske soldater står som skydeskiver, når de skal forsøge at opretholde sikkerheden på vejene og i byerne i nattetimerne.

Og på trods af de enorme beløb, der indtil videre er brugt på at udruste og forberede de afghanske soldater – fortsætter Zahra Rahman – så er de afghanske soldater for eksempel nødt til at samle deres døde soldaterkammeraters våben og udstyr sammen for at være sikre på en ordentlig og forsvarlig udrustning.

Og når de får brug for det afghanske ” sundhedssystem”, oplever de at blive kastet rundt på hospitalernes afdelinger, hvor de til tider må ligge to soldater i én seng, mens afghanske politikere og embedsmænd får en førsteklasses behandling for det mindste tegn på sygdom. For slet ikke at tale om den – i deres øjne – fine og luksuriøse behandling, som blandt andre de amerikanske soldater får i deres prægtige og veludstyrede felthospitaler.

På nuværende tidspunkt er der uddannet og trænet 240.000 afghanske soldater og sikkerhedsfolk. Flere af dem har enten været i kamp mod Taleban sammen med de amerikanske styrker, eller de vil komme det i de kommende måneder. USA’s egne evalueringer har i foråret påpeget, at deres vurderingssystem er mangelfuldt. I nogle tilfælde er det lokale afghanere, der står for såvel uddannelsen som evalueringen, og dermed skal de vurdere deres egen indsats. Amerikanernes mål er at øge den afghanske hær og sikkerhedsstyrker til 300.000 personer.

Men de er langt fra at være godt trænet, og befolkningens tillid til dem er minimal og vil næppe kunne ændres markant. Og endelig er korruptionen og kriminaliteten blandt de afghanske styrker enorm, som det også er fremgået af danske og udenlandske medier.

Det er således svært at finde godt nyt fra fronten.

DONORKONFERENCEN KAN være et skridt i en ny og bedre retning, men en række spørgsmål rejser sig: Hvornår er der godt nyt fra fronten? Skal vi tro på, at donorkonferencen bliver en omlægning af strategien i en ny retning? Skal det internationale samfund tro på mirakler det næste par år og frem mod udgangen af 2014 – mirakler, vi er blevet lovet siden krigens start, og som intet tyder på, at vi har været i stand til at sikre? Ved sin tiltræden i slutning af juni skrev den nye øverstbefalende for styrkerne i Afghanistan, general David Petraeus, en artikel i udenrigsmagasinet Foreign Policy, hvori han indrømmede modgangen og det svære i at opnå de amerikanske mål i Afghanistan.

Hvornår vil vores regering indse det samme og bringe vores drenge hjem? De seneste års nedskydning af talebanere – nærmest som fasaner – har i hvert fald ført os i den stik modsatte retning. Lad os spare vores soldaters liv, de mange civile ofre og de mange milliarder, der bruges på krudt og kugler. De er bedre brugt på en reel og helhjertet opbygning af et Afghanistan uden fanatisme og terror.

Og skulle der blive noget tilovers af de mange milliarder, kan det bruges på at styrke arbejdet med de traumatiserede, hvad enten det drejer sig om krigens veteraner eller flygtninge fra andre krigsrædsler.