Af, Fathi El-Abed, Mellemøstdebattør
Bragt i Jyllands Posten den 17. april 2010
Lad os forestille os følgende: Det er en kendt hemmelighed, at Iran har været en atommagt siden 1950′ erne. Iran har ikke skrevet under på NPT (den internationale ikke-spredningsaftale) og tillader dermed ikke inspektion af sine atomare anlæg.
Iran har også været en besættelsesmagt de seneste fire årtier og har siden undertrykt et helt folk og fængslet mere end en kvart million. Som en besættelsesmagt har Iran – i modstrid med de internationale konventioner og aftaler – flyttet hundredetusinder af egne borgere til disse besatte områder. Vel at mærke på bekostning af det oprindelige folks land, ejendomme og ressourcer.
Iran har ført krige mod sine naboer og er blevet fordømt utallige gange af FN og voldsomt kritiseret af samtlige internationale humanitære og menneskerettigheds organisationer.
Senest er Iran blevet – med klare og uomtvistelige beviser – anklaget for krigsforbrydelser i en omfattende FN-rapport, der dokumenterer, at Iran er skyldig i drab på civile og at nedkaste internationalt forbudte våben i tætbefolkede områder.
Kronisk hovedpine
Kan man forestille sig, at Iran nogensinde ville slippe af sted med disse ugerninger? Nej, vel? Men det kan godt lade sig gøre, når landet er Israel – landet, der har udviklet sig til en kronisk hovedpine for EU, det internationale samfund og alle, der så gerne vil være politisk korrekt uanset de klare kendsgerninger, der peger mod et Israel, som ikke kun er i konflikt med sine naboer, men bestemt også med sig selv.
Nej! Israel må på ingen måde påtales eller irettesættes, endsige sanktiones for at opgive sin legendariske og uforbeholdne trodsighed over for verdenssamfundet – herunder sin største støtter og evige forsøger, USA – i forhold til fredsprocessen mellem Israel og Palæstina.
Alligevel er det Iran, der udsættes for sanktioner. For når talen falder på bl. a. Iran, så gælder der andre principper, end hvis tilfældet er Israel.
Og det endda selv om Irans atomprogram er fredeligt – eftersom intet andet er bevist.
Det hele bygger netop på gætterier, skrækscenerier og påståede “sikre efterretninger” – som det også var tilfældet med Irak op til invasionen i 2003.
Masse-manipulation
Der er snarere tale om “massemanipulations-våben”, når det gælder Iran. Og for at fuldende dæmoniseringen, så forsøger USA og Storbritannien ihærdigt at pålægge Iran skylden for giftgasangrebet mod den kurdiske landsby Halabja i 1988. Jeg tænker her på, at der det seneste års tid er dukket rapporter op om, at det alligevel var Iran og ikke Irak, der smed nervegassen sarin over den kurdiske landsby Halabja på grænsen mellem Iran og Irak i 1988.
Verdens orden kører sandelig efter princippet om dobbeltmoral.
Mon vi bliver klogere en dag?.