Af, Fathi El-Abed, Formand – Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Bragt i Jyllands Posten den 16. februar 2008
De sultnes og undertryktes revolution er gået i gang.
FOR FIRE MÅNEDER siden mødtes jeg med en god ven, som jeg ikke havde set i over 10 år.
Han er fra Chile og er helt bekendt med undertrykkelse, og hvad det vil sige at leve i ufrihed.
Af den grund har han altid, som mange andre med ham, haft forståelse for palæstinensernes situation. At de lever under en besættelse, der må og skal modsættes og bekæmpes.
Han spurgte mig, om en løsning ikke kunne være, at palæstinenserne stormede grænserne. Især mod nord. Det vil sige storme Eretz-grænseovergangen til Israel og dermed bryde blokaden.
For ingen andre vil hjælpe dem. Og bestemt ikke Europa. Efter hans – og min mening, i øvrigt – så bestemmer USA stort set alt, hvad Europa gør og siger. Især når det gælder Palæstina.
Europas rolle er kun at betale regningen for USA’s og Israels synder i Mellemøsten. Og det passer Israel meget fint.
Det rene selvmord
Jeg afviste, at det vil kunne lade sig gøre. Han holdt dog fast i, at hvis blot en tredjedel af Gazas befolkning marcherede mod grænsen, så ville intet eller ingen stå i vejen for dem. Jo, indrømmede han. Det ville være det rene selvmord, da rigtigt mange ville blive beskudt af de israelske besættelsessoldater. Men det er også selvmord at lade være. For intet tyder på, at nogen er klar til at redde den 1,5 million store befolkning i Gaza fra sult og den dybe fattigdom, folk er havnet i som følge af den israelske blokade.
Større end Berlinmuren
Han fortalte om Berlinmurens fald for snart 20 år siden. Han befandt sig i det daværende Vesttyskland og var blandt de første, der omfavnede dem fra den anden side af den forhadte mur.
Han mente, at skulle palæstinenserne finde på at storme de fængselsagtige mure, der omringer Gaza fra alle sider, ville det overgå begivenhederne i 1989, der ændrede Europas historie.
Jeg kunne efterfølgende ikke få vejret. For tænk, hvis det skulle ske. Enten er han en drømmer eller blot en af de millioner rundt om i verden, der finder Israels og USA’s politik i Mellemøsten – og især mod Gaza – for uretfærdig, inhuman og ikke mindst katastrofal.
Jeg fulgte i dagene 23/1 og 24/1 intenst med i, hvordan de sultnes revolution for alvor var i gang. Hvordan kvinder før mænd valgte at tage sagen i egen hånd ved den palæstinensisk/egyptiske grænse.
De havde fået nok af at se deres børn gå sultne i seng. De havde fået nok af, at deres syge ikke fik den medicin, der kunne lindre deres smerter eller i mere end 80 tilfælde kunne have reddet deres kæres liv.
De sultnes og undertryktes revolution er med andre ord gået i gang. Her vil den forhåbentlig ikke stoppe. For ingen andre vil tilsyneladende hjælpe mit folk i Palæstina.
Bravo, Gaza.