Af, Fathi El-Abed – Formand – Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Bragt i Politiken den 28. maj 2004
Selv om antisemitismen er lige så gammel som jødedommen selv, er den seneste tids antipati mod Israel ikke udtryk for klassisk antisemitisme. Det vil være at forveksle enhver kritik af Israel med antisemitisme. Det seneste offer er Torben Lund.
Som herboende palæstinenser nærer jeg ingen illusioner om, at Jyllands-Posten eller for den sags skyld de pro-zionistiske kræfter herhjemme vil have forståelse for den elendighed og forfærdelse, som palæstinenserne gennemlever under den israelske besættelsesmagt.
Men hvorledes er det blevet til anklager om antisemitisme, når man blot beretter om de faktiske forhold i de besatte områder? Hvorledes er det da sket, at en politisk ideologi som antizionisme nu blevet identisk med en racistisk ideologi som antisemitisme?
For nogle år siden forsøgte en gruppe europæiske intellektuelle zionister at besvare disse spørgsmål. De introducerede begreberne ‘det ubevidste’ og ‘semantisk glidning’ i debatten.
Kort fortalt så fastslår denne teori, at når nogen undsiger zionisme eller vover at kritisere den israelske politik eller opførsel, så tales der – ubevidst – ikke nedsættende om den israelske regerings umenneskelige politik eller staten Israels kolonialistiske natur, men der tales i virkeligheden nedsættende om jøderne som jøder.
Når nogen siger, at »bombninger af den civile befolkning er en krigsforbrydelse«, eller »at bosættelserne er et alvorligt brud på den 4. Genève-konvention«, så menes der i virkeligheden, at »det jødiske folk er ansvarlig for Kristi død«, eller ønskes »død over jøderne«!
Anvendelsen af sådanne uverificerbare begreber som ‘det ubevidste’ og ‘semantisk glidning’ umuliggør enhver diskussion, og ethvert forsøg på at ytre uenighed vil således blive betragtet som en – ubevidst – undskyldning for antisemitisme. Det svarer til, at hvis jeg vover at sige, at jeg ikke bryder mig om sauerkraut, så mener jeg i virkeligheden, at jeg hader tyskere.
Og når nogen hævder, at de elsker jiddisch musik, så skal det faktisk opfattes som udtryk for had til arabere!
Det siges, at en hyppigt gentaget løgn bliver til en sandhed. Det er sandelig tilfældet med det absurde postulat om, at der er områder i København, hvor jøder, alene fordi de er jøder, ikke kan færdes sikkert, men risikerer overfald og lemlæstelser. Håber inderligt ikke, at det er tilfældet, eller at det nogensinde vil være det.
Derudover er tendensen klar. Såvel herhjemme som i udlandet. Kritiske røster mod Israels overgreb på den palæstinensiske civil befolkning skal ties ihjel. Derfor mener jeg, at det må være på tide, at vi kalder en spade for en spade uden nogen form for angst for at blive stemplet som antisemit!