Af, Fathi El-Abed – Medlem Af Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Tidl. Formand For Det Palæstinensiske Studenterforbund I Danmark
Bragt i Berlingske Tidende den 15. december 2002
Arne Melchior udlovede søndag 17. november en dusør til den, der kunne give et holdbart svar på, hvem der påtager sig ikke blot at anerkende, men også at sikre Israels grænser. Fathi El-Abed mener sig berettiget til at hæve dusøren.
Meget er sket siden Golfkrigens afslutning i
1991. Alligevel er intet sket i forhold til Arne Melchiors holdning til verden omkring ham. Umiddelbart efter Golfkrigen anbefalede han Israel som medlem af NATO. Begrundelsen var, at Israel var truet af sine naboer. 11 år senere fremlægger han den samme påstand, som jeg nu må reagere på.
Arne Melchiors indlæg er i det hele taget én lang fordrejning af de historiske kendsgerninger, og det er derfor nødvendigt at afkræfte de såkaldte fakta, som han gerne vil erindre os om.
1. Jerusalem har i århundreder været et valfartssted for troende fra forskellige religioner. Både for jøder, muslimer og kristne. Hvorvidt byens betydning har haft første, anden eller tredje »prioritet« for de forskellige religioner, er sagen uvedkommende. Alle uanset religion har altid haft adgang til byen. At den er nævnt 600 gange i Det Gamle Testamente skal ikke være endnu en begrundelse for at legitimere annekteringen af den østlige del af Jerusalem.
2. Palæstina hørte ganske rigtigt under Det Osmanniske Rige i fire århundreder. Før det blev landet regeret af de tidligere islamiske khalifater. Det samme gjorde resten af den arabiske verden – fra Nordafrika i vest til Bagdad i øst helt op til Østrig. Områderne var befolket, men var ikke nationalstater, som vi kender dem i dag. Der var ingen irakere, tunesere osv. Folk var enten arabere eller muslimer. Det gjaldt også Palæstinas oprindelige befolkning – nemlig araberne. Eller rettere palæstinenserne! Dermed falder Arne Melchiors påstand om, at Palæstina var et land uden folk, på gulvet, og det samme gør den såkaldte »folkeret«, som blev benyttet/opfundet til at gøre krav på Palæstina.
3. Balfour-erklæringen (1917) var i strid med folkeretten. England fik tildelt Palæstina som en del af en aftale med Frankrig. Aftalen gik ud på, at England og Frankrig skulle dele Det Osmanniske Rige mellem sig (Sykes-Picot-aftalen fra 1916). England havde ikke ret til at love landet eller dele af det til andre. Men det var, hvad der skete. Den pro-zionistiske Arthur Koestler omtaler erklæringen i sin bog »Løfte og opfyldelse« som »alle tiders mest usandsynlige dokument. Her lovede en nation højtideligt en anden nation en tredje nations land«.
4. Det er korrekt, at man frem til begyndelsen af 1950erne udelukkende benyttede betegnelser som »jøder« og »arabere«. Ingen omtalte »palæstinensere«, men betegnelsen »israelere« blev, som mange nok vil vide, ikke benyttet før efter 1948. Der er ingen tvivl om, at vi godt kunne have undværet mange udtalelser fra både israelske, palæstinensiske og arabiske ledere op gennem 50erne, 60erne og 70erne. Men at sige, at den arabiske side alene var skyld i fredens udeblivelse, er helt hen i vejret. For kort tid efter krien i 1967 proklamerede den daværende israelske premierminister Golda Meir, at Israel ikke agtede at trække sig ud af de erobrede områder (Golanhøjderne, Sinai, Vestbredden og Gaza), som hun hævdede var israelske i al evighed. Abba Eban, som var udenrigsminister før og efter krigen i 1967, opfordrede endda til øget jødisk indvandring, fordi det, som han udtrykte det: »vil øge gevinsten af krigen«, ligesom han sagde: »Det er ikke nok at besætte områderne, de skal også bosættes«. Lignende udtalelser findes der utallige af, og ingen af dem kan just karakteriseres som fredselskende. At Hamas og Islamisk Jihad har andre mål end Det Palæstinensiske Selvstyre, mener jeg er mindre relevant. For det samme kan siges at være tilfældet med Sharons højreorienterede regering samt de rabiate partier i Knesset, der taler åbent om transfer (etnisk udrensning) af palæstinenserne. Eller de ca. 400.000 endnu mere rabiate, fanatiske og militante bosættere i Gaza og på Vestbredden. De taler om hele Det Historiske Palæstina som værende Israels land!
5. Det er ingen hemmelighed, at oprettelsen af Israel netop var et produkt af flere historiske faktorer. Fra begyndelsen af forrige århundrede og frem til FNs delingsplan i november 1947 blev Europas jøder forfulgt gang på gang. Forfølgelsen kulminerede under Anden Verdenskrig. Efter krigen havde europæerne dårlig samvittighed, og viljen til at sone forbrydelsen var stor blandt sejrherrerne. Samtidig var den jødiske indvandring, som følge af Balfour-erklæringen, tiltaget i tiden mellem Første og Anden Verdenskrig. Op til afstemningen om delingsplanen i 1947 udgjorde de jødiske indvandrere 30 procent af Palæstinas befolkning, og selv om de kun ejede 8 procent af landet, tildelte FNs delingsplan dem alligevel 53 procent af landet.
6. Israel har siden den 12. juni 1967 været en besættelsesmagt. Israels angreb på de omkringliggende arabiske lande natten til den 5. juni 1967 var ikke en forsvarskrig. Det var en angrebskrig og dermed en besættelse – og ingen kan manipulere eller fordreje den kendsgerning.
7. Hvis Israel virkelig ønsker fred, er en tilbagetrækning fra hele Vestbredden og Gaza nødvendig. Siden fredskonferencen, som blev holdt i Madrid efter Golfkrigen, har skiftende israelske regeringer haft et halvhjertet ønske om at gå ind for en eller anden form for »fredsproces«. Yitzak Shamirs Likud-ledede regering blev tvunget til at møde op til fredskonferencen i Madrid. I 1992 deltog Yitzak Rabin, der indledte æraen for Oslo-aftalerne og erstattede udtrykket »besat land« med udtrykket »omstridte områder«. Det betød en enorm forskel, for dermed kunne Israel påberåbe sig retten til områder på Vestbredden inklusive Østjerusalem. Ehud Baraks valgsejr i maj 1999 skete efter løfter om fred med de arabiske naboer. Barak var oprindelig modstander af Oslo-aftalerne, og hans fredstilbud gik ud på at give lidt ad gangen. Han ønskede at være dén israelske regeringschef, der kunne erklære konflikten med palæstinenserne for afsluttet. Myten om forhandlingerne i Camp David i sommeren 2000 vil tilsyneladende ingen ende tage. Især myten om Arafats nej til et såkaldt generøst tilbud var og er et amerikansk/israelsk forsøg på at give palæstinenserne skylden for de fejlslagne forhandlinger. Faktum er, at Arafat og Barak under de i alt 16 dage lange forhandlinger i Camp David kun mødtes i tre timer. Desuden var presset under forhandlingerne hele vejen igennem på palæstinenserne, og på et tidspunkt forhindrede man endda de palæstinensiske ministre og rådgivere i at mødes med Arafat.
8. At omtale Sharon som en fredselskende mand giver mig og nok mange andre grund til at betvivle Arne Melchiors dømmekraft. Hele verden er jo netop vidne til Sharons frembrusen med alt, hvad han råder over af militær isenkram. Sharons svar på den arabiske fredsplan tidligere på året var at igangsætte et felttog mod den palæstinensiske civilbefolkning i byerne på Vestbredden. Hans tilbud om at forhandle direkte med Saudi-Arabien var ikke andet end et forsøg på endnu en gang at gå uden om kernen i konflikten, nemlig konflikten med palæstinenserne. Det var useriøst og svarer til, at Saddam Hussein tilbød at rejse til Washington for at forhandle med amerikanerne. Men Arne Melchior har tidligere forsvaret en torturbøddel. Nemlig Carmi Gillon, Israels nuværende ambassadør i Danmark. Det kommer derfor ikke længere bag på mig, at Melchior taler Sharons sag.
9. Jeg er enig med Melchior i, at konflikten har udviklet sig til, hvad man kan kalde »den totale krig«. Israel har erklæret den palæstinensiske civilbefolkning total krig ved at bure palæstinenserne inde i et kæmpefængsel, bombe dem og deres institutioner og tilbageholde deres penge. Ved at ydmyge de ældre og skyde de unge. Ved at anklage alle deres børn og unge for at være potentielle selvmordsbombere.
10. Når de israelske kampvogne fra bosættelsen Gillo, som ligger på et højdedrag nær Bethlehem, beskyder de palæstinensiske huse i Beit Jala, der ligger neden for bosættelsen, jubler de israelske bosættere, hver gang kampvognenes granater rammer deres mål. Også Sharon og hans regeringsfæller jublede, da et F-16-fly for et par måneder siden bombede en beboelsesejendom i Gaza med en tonstung bombe. 14 civile palæstinensere mistede livet. De israelske politikere kaldte operationen for vellykket.
11. At påstå, at Israel fortsat trues, er den største myte i konfliktens snart 100-årige historie. Israel har aldrig været truet. Hverken militært eller på anden måde. Arne Melchior og andre burde derfor læse rapporten fra det israelske Jafi-Center for Strategiske Studier. Rapporten slog nemlig tidligere på året fast, at Israel ikke har grund til bekymring. Israel er nemlig langt stærkere end sine naboer. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke naboer der kan true Israel. Det er forhåbentlig ikke Libanon, som Melchior refererer til. Den svage part er og har altid været palæstinenserne.
12. Palæstinenserne og araberne fra Golfen til Atlanterhavet har anerkendt Israels ret til at eksistere bag sikre grænser. Det skete for mere end et årti siden. Hvornår vil Israel anerkende palæstinensernes ret til at eksistere bag sikre grænser og samtidig anerkende dem som et historisk folk?
Jeg vil mene, at Arne Melchior bør udbetale
mig den udlovede dusør. For det er især USA, og verdenssamfundet, som gennem årene har sikret Israels sikkerhed. En sikkerhed som Israel har krævet uagtet sine mange fejltagelser. Og lad os ikke glemme Oktoberkrigen i 1973, den eneste krig, araberne selv har indledt for at tilbageerobre de tabte områder fra 1967. Da var det USA, som ved hjælp af en luftbro hjalp Israel til sejr. Det er et historisk faktum, som ikke kan benægtes, ligesom det er et faktum, at Israel er en atomar nation og har været det siden midten af 1950erne. Vi kan blive ved med at fremsætte beskyldninger. Men skulle vi ikke hellere diskutere, hvordan vi kan opnå freden?
Men det er måske ikke en aktuel sag for Arne Melchior.