Af, Fathi El-Abed, formand – Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Bragt i Jyllands Posten den 29. november 2017
70 år efter at FN’s generalforsamling den 29. november 1947 vedtog resolution 181 om delingen af Palæstina, er det vigtigt at spørge: Var det en god eller dårlig beslutning? Ikke alene fordi resolution 181 kom til at besegle et helt folks skæbne. Men den kom ikke mindst til at berøre både israelernes og palæstinensernes liv og blev endda kimen til ufred i og uden for regionen.
I Vesten elsker vi at evaluere. Vi evaluerer alt – også andre lande og samfundsstrukturer; deres levevis, deres forhold til hinanden og til andre. Men når talen falder på alle moders konflikter – den palæstinensiske/ israelske – er alle tavse.
Det skyldes formentlig alene den historiske berøringsangst over for stort set alt, der har med Israel at gøre, og som fortsat dominerer den offentlige debat og de politiske beslutninger. Det kan også væogså re, fordi den forkerte antagelse om, at »denne ulykkelige konflikt er så langt væk fra os og alene berører de to parter«, fortsat hersker.
Men intet kunne være mere forkert.
For netop pga. Palæstina-kon-flikten har demokrati, social lighed, økonomisk opblomstring, retfærdighed og frihedsrettigheder været en mangelvare i Mellemøsten – hvilket Europa også har fået at mærke.
Men hvad havde man regnet med, da en gruppe vestlige lande i det nyoprettede FN vedtog, at »delingen af Palæstina er den bedste løsning, der vil sikre freden i det hellige land«? Hvad havde man regnet med, at der ville ske, da halvdelen af palæstinensernes land blev foræret væk til en politisk bevægelse – zionismen – som selv folk i Vesten tog afstand fra? Få har villet, turdet, ønsket eller gidet at ulejlige sig med, om det var forkert, at vi i Europa lod palæstinenserne betale prisen for vore fejl og forbrydelser før, under, men efter Anden Verdenskrig.
En af de få, der turde sætte spørgsmålstegn ved delingen, var Berlingske Tidende, der et par dage efter vedtagelsen af resolution 181 konstaterede i en leder: »Først og fremmest vil vi dog gerne have svar på det primordiale spørgsmål om, hvorledes vi er kommet ind i dette eventyr? Netop vi, der med ikke uberettiget stolthed plejer at mene, at i Danmark findes intet jødespørgsmål, og som trygt tør hævde, at her findes slet ingen eller så godt som ingen zionister, men alene borgere af jødisk oprindelse, der i slægtled har været knyttet til Danmark – netop vi – hvorledes er det muligt, at vi er kommet til at svare ja til en deling af det Palæstina, hvis jord i 1.300 år har været arabernes eje?« Lederen var et signal om, at Danmark skulle have afholdt sig fra at stemme, fordi det var stormagternes spil.
Få dage efter – den 5. december 1947 – noterede Børge Outze i Information, at Berlingske Tidende var blevet en »protestadresse for antisemitisme«. Herefter forstummede enhver dansk kritik af Danmarks ja til at dele Palæstina, hvilket medvirkede til den dengang i forvejen igangværende etniske udrensning af det palæstinensiske folk, der mindre end et halvt år senere – den 15.
maj 1948 – kulminerede med den ulovlige udråbelse af staten Israel, hvilket fik overgrebene, terroren mod palæstinenserne og løgnene om hele processen til at eskalere voldsomt. Det resulterede få måneder efter i, at to tredjedele af det palæstinensiske folk blev jaget fra hus, hjem, jord og land og i land-flygtighed og til et liv i flygtningelejre, hvor mange palæstinensere stadig bor.
Jeg blev født i en af disse flygtningelejre.