Bragt i dagbladet BT den 4. maj 2015
Af, Fathi El-Abed – Formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
KONTROVERS Movia har fjernet en busreklame med kritik af de israelske bosættelser. Er det i orden?
JEG VAR I chok, da jeg fik at vide, at Movia besluttede at fjerne vores kampagne fra busserne efter kun fire dage. Kampagnen gør egentlig bare opmærksom på, at forbrugerne har krav på, at varer fra israelske bosættelser bliver mærket, så man kan tage stilling til, om man vil købe dem eller ej. Vores kampagne er ikke aggressiv, som Movia påstår. Den bakker bare op om det, de fleste danske partier, FN, USA og EU mener: At de israelske bosættelser er ulovlige. Og så sent som i sidste måned skrev den danske udenrigsminister, sammen med 16 andre udenrigsministre fra EU, under på en samlet EU-beslutning om netop at mærke varer fra israelske bosættelser.
MOVIA PÅSTÅR, AT de har modtaget mange klager, og at reklamen er stødende. Men beslutningen om at fjerne den er politisk motiveret. Movia har rettet sig efter et politisk pres og lobbyarbejde fra DF’eren Finn Rudaizky, Dansk Zionistforbund og ikke mindst den israelske ambassade, der kontaktede Movia to dage efter kampagnen begyndte. Det er altså på baggrund af mafialignende metoder, og ikke et folkeligt pres, som Movia påstår, at kampagnen er fjernet. Det synes jeg er for langt ude.
VI ER BLEVET beskyldt for at være antisemitiske og antiisraelske. Men kampagnen omhandler kun de ulovlige bosættelser -ikke selve Israel eller jøderne. Reklamen blev da også godkendt for to måneder siden uden noget problem. For den fulgte de etiske og juridiske retningslinjer, der var.