Af, Fathi El-Abed, formand – Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Bragt i Berlingske den 18. juli 2012
I de sidste par uger har en lind strøm af debatindlæg sluttet sig til det sædvanlige kor, der til enhver tid står klar med enten afstandstagen eller anklager om antisemitismen, når Israels vedvarende krænkelse af menneskerettighederne i de besatte områder med rette kritiseres.
Således er MF (V) Esben Lunde forarget ( 10/7). Det kan ingen være i tvivl om efter sit indlæg, hvor han kort og kontant tager afstand fra Folkekirkens Nødhjælp.
En organisation han med stolthed erklærer at have »stoppet støtten til for flere år siden.« Også Eva Agnete Selsing beriger læserne med sin »viden« om Palæstinakonflikten ( 16/ 7).
I over ti år har især Folkekirkens Nødhjælp modstået DFs og hele den hjemlige pro-Israel lobbys pres og afpresning for ikke at gøre deres fornemmeste arbejde: at oplyse om de katastrofale humanitære følger for den israelske politik i de besatte områder – især med hensyn til »Apartheid Muren«. Og hvad er det, som Folkekirkens Nødhjælp forsøger med rette at oplyse om – og som den deler med FN, de internationale og israelske menneskerettighedsorganisationer som B’Tselem, nemlig den kendsgerning at »Muren« intet har med sikkerhed har men er bygget alene for at inddrage størst muligt land til selve Israel med klare og tydelige katastrofale humanitære følger for den palæstinensiske civilbefolkning. Og hvis ikke humanitære organisationer kan oplyse om den humanitære situation for et folk eller et land – hvem skal så? Jeg er ligeglad med, om Israel absolut vil bruge penge, tid og kræfter på at bygge den grimme og hæslige mur. Men det er afgørende, at det sker på de internationale anerkendte grænser og ikke de flydende grænser, som Israel belejligt sætter for sig selv fra tid til anden. Man bygger trods alt ikke en hegn på sin nabos grund! Derudover er det ubegribeligt, at »Muren« skal være ca. 800 km lang og dermed tre gange så lang som Den Grønne Linje.
Tusinder af palæstinensere finder deres vej til de israelske byer som dagarbejdere hvert å, r når de især kommer ind fra de nordligste områder af Vestbredden. Eller via veje til den besatte palæstinensiske by Østjerusalem til fredagsbønnen i den hellige by, som de er forment adgang til.
At ingen selvmordsaktioner har fundet sted i selve Israel de senere år med udgangspunkt i byer på Vestbredden skyldes ene og alene en strategisk – og jeg vil sige en klog – beslutning fra den palæstinensiske side om at ophøre med den form for modstand. Tiden er en anden og den folkelige modstand mod besættelsen er vejen frem. Og måske skal det også nævnes, at mange af de grupper, der gennem årene stod bag selvmordsaktionerne, enten er blevet opløst af de palæstinensiske myndigheder eller har opløst sig selv.
Men tilbage står spørgsmålet: hvad er Israels formål egentlig med den hæslige mur? Israel bliver større for hver dag, der går, som følge af flere bosættelser på bekostning af palæstinenserne.
Jeg vil anbefale Esben Lunde og Eva A. Selsing at stifte ordentlig bekendtskab med konflikten eller at tage med mig en tur til Palæstina. Eller endnu bedre – at gøre begge dele.