Bragt i Information den 16. juni 2012
Af, Fathi El-Abed, Mellemøstdebattør
Da Egyptens forfatningsdomstol i torsdags behandlede sagen om hvor vidt Ahmad Shafiq overhovedet var berettiget til at stille op til præsidentvalget, var beslutningen – uanset udfaldet – udset til at skabe kaos i månederne der kommer.
Shafiq blev nummer to i den første valgrunde. I mange år var han en betroet embedsmand, minister og den sidste ministerpræsident inden Mubaraks fald. Sha-fiqs andenplads var ikke alene et stort chok men også et bevis på den frygtindgydende indflydelse Mubaraks gamle regime fortsat har. Valgets store overraskelse var dog, at Det Muslimske Broderskabs kandidat Muhammad Mursi ikke formåede at høste større tilslutning end cirka 25 procent af stemmerne, kun cirka 100.000 stemmer foran Shafiq.
Det viste Broderskabets dalende popularitet. Samlet set fik de sekulære præsidentkandidater cirka 60 procent af de afgivne stemmer i den første valgrunde.
Revolutionsheltene kunne til gengæld glæde sig over, at deres foretrukne kandidat – den sympatiske, visionære og sekulære – Hamdin Sabahi blev nummer tre.
Det var afgørende for Egyptens fremtid, at et endeligt demokratisk opgør fandt sted, hvor det var muligt at få valgt en samlende fi-gur. Og dermed var det også vigtigt for hele den arabiske verden qua landets politiske, kulturelle og økonomiske rolle i den arabiske historie.
Anarki eller demokrati I mere end halvandet år har tumulten skabt grobund for økonomisk, social og religiøs uro, til skade for hele Egypten med rystelser i og langt over Mellemøstens grænser.
Dommen skulle være det første skridt mod enten anarki eller en sund demokratisk proces, der kunne gavne først og fremmest Egypten, men også hele den arabiske verden i de kommende måneder og år.
Nu hvor Shafiq uventet får lov til at gå videre til anden valgrunde, er der lagt op til, at millioner af mennesker over hele Egypten atter vil protestere på gaden. Det er et tilbageskridt for den demokratiske proces i Egypten.
At vælge mellem enten Mursi eller Shafiq skader ikke alene den demokratiske proces i dette nye demokrati. Det vil, især hvis det ender med Shafiq som præsident, føre hele processen tilbage til punkt nul, og en ny revolution vil være i vente.