Af, Fathi El-Abed, Formand – Debattør
Bragt i Politiken den 9. marts 2012
UGEN begynder med en grim nyhed: krigen i Afghanistan. Nyhederne om krigshandlinger, nedskydning af afghanere af enten Taleban eller især de amerikanske besættelsesstyrker; forhandlingerne på kryds og tværs mellem krigsparterne m. m. er noget, vi har vænnet os til. Men grimt er det, når ugens første dag efter vinterferien indledes med nyheden om, at mange afghanske børn er døde af kulde! Så går alt i stå. Og tiden står stille.
Afghanske børn lige uden for hovedstaden, Kabul, dør af frost og forfrysninger under de kummerlige forhold i de flygtningelejre, de er tvunget til at bo i som følge af de krigshandlinger, deres land har været kastet ud i de sidste 10 år.
Millioner af dollar bruges om dagen på at føre krig. Milliarder af dollar spenderes hver måned og hvert år på militært isenkram af verdens stærkeste militærmagt USA. Uden at blinke vel at mærke. Men også vores militær har på intet tidspunkt haft et problem med at bruge milliarder på at føre udsigtsløse krige – hvor det ene var ulovligt og blev indledt på et løgnagtigt grundlag, nemlig i Irak. Samtidig med at en håndfuld millioner for at hjælpe landet Afghanistan altid er et spørgsmål om politiske studehandler og kompromiser.
Det er ikke længere i de afsidesliggende områder i det vidtstrakte og krigshærgede land, at børn dør som følge af det ekstremt kolde vejr. Nej. Det er nu lige uden for Kabul, hvor vi må formode, at netop amerikanernes talstærke og massive tilstedeværelse – i øvrigt for at holde liv i et korrupt, udemokratisk og svagt afghansk lederskab – vil kunne afhjælpe problemet for de tusindvis af familier i de enorme flygtningelejre et stenkast fra deres veludstyrede og topmoderne baser, der er omdannet til byer med biografer, forretninger og meget anden underholdning! HVORLEDES er det blevet til, at ingen bekymrer sig om miseren i Afghanistan og alle har travlt med at tegne et glansbillede af forholdene. Vel vidende om – oven i alle de tragiske begivenheder – at mange afghanske børn dør fortsat af kulde.
Og at det ventes, at endnu flere vil dø i den kommende tid, eftersom udsigten til endnu lavere temperaturer for alvor har varslet en endnu større katastrofe. Jeg skal være den sidste til at ønske en retfærdig handling her og nu.
Jeg har trods alt oplevet lidt af hvert i mit liv – også fordi jeg blev født og voksede op i en flygtningelejr – at al snak om retfærdighed er desværre den rene illusion.
For sådan er mennesket – selv om vi altid må bevare optimismen.
Men lidt anstændighed fra verdenssamfundet og især de krigsførende parter må i den forbindelse påkræves for at hjælpe de afghanske børn. Her og nu. Jeg er sikker på, at det vil end ikke koste en brøkdel af, hvad krigens rædsler koster i en hel måned.