Af, Fathi El-Abed, Mellemøstkommentator og formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Bragt i Berlingske den 5. januar 2012
2011 vil gå over i historien som Det Arabiske Forårs år, hvor befolkninger i den arabiske verden indledte den lange og smertelige vej mod frihed og demokrati ved at vælte den ene despot efter den anden.
Men historien har også lært os, at efter lyset kommer mørket. Alt peger nemlig på, at 2012 bliver året for den store krig i Mellemøsten.
Det er krigen mod Iran, som er i støbeskeen.
Prikkerne er nemlig sat. Vi mangler blot, at der trykkes på knappen. Der synes ikke at være noget, der vil kunne forhindre et israelsk og/ eller amerikansk angreb på Iran inden for den nærmeste fremtid.
Igen og igen handler det om, at Irans mulige udnyttelse af atomarteknologien med henblik på at udvikle nukleare våben er den virkelige fare for regionen. Og den reelle grund til, at Iran må og skal »sættes på plads«. Men intet kan være mere forkert.
Siden USA invaderede Irak i 2003 – på et løgnagtigt grundlag – har Iran været et mål. Og det er ingen tilfældighed, at Israel kort tid efter Bagdads fald – hvor alle troede, at det ville blive en skovtur at være i Irak – mindede USA om, at den virkelige trussel mod Israel og »freden i regionen« i realiteten var Iran.
I de følgende år er Iran blevet dæmoniseret.
På kryds og tværs – støtten til »terror«, manglen på demokrati og frihed, trussel mod Israel og regionen m. m.
Og ingen har i de seneste år sat spørgsmålstegn ved USAs virkelige hensigter med hensyn til Iran. For hele spørgsmålet om Irans påståede udvikling af atomvåben er intet mindre end vildledning.
For det er olie, gas og det strategiske samspil i Mellemøsten, som er på spil for et svækket USA. For slet ikke at glemme vigtigheden af, at Israels overlegenhed på ingen måde må udfordres, anfægtes eller svækkes.
USAs problem med Iran er, at landet står for alt det, som USA ikke vil have i Mellemøsten.
Eller sagt på anden måde: Iran står som den sidste sten i vejen for den amerikanske vision om »Det Nye Mellemøsten«. Og det er ikke nødvendigvis et mere demokratisk, frit og fredeligt Mellemøsten.
Faktisk langtfra.
Det handler om forsøget på at knække Iran for at sætte en stopper for modstandsbevægelserne i Libanon og i Palæstina. Og her er Israels »sikkerhed« igen den mest påfaldende faktor i denne optakt til krigen mod Iran.
Hensigten med krigen mod Iran er ikke mindst et forsøg på at ændre markant på den strategiske ubalance, som – ifølge Israel og USA – har fundet sted i Mellemøsten, efter at to af deres vigtigste allierede i regionen er blevet omstyrtet, nemlig Bin Ali af Tunesien og vigtigst af dem alle Hosni Mubarak af Egypten.
Alle andre anklager er skalkeskjul og identiske med dem mod Irak op til invasionen i 2003.
Har verden lært bedre, eller vil USA få lov til at føre offentligheden bag lyset endnu en gang?.