Af, Fathi El-Abed – Formand – Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Bragt i Politiken den 13. februar 2008
Israels ambassadør i Danmark, David Wazler, udtrykker sin medfølelse for den palæstinensiske civilbefolkning i Gaza og for de lidelser, de er udsat for (Pol. 1.2.). Meget prisværdigt. Men ærlig talt meget kynisk, og det frister mig til at betegne det som manipulerende.
David Wazler repræsenterer en besættelsesmagt, der fortsat besætter Vestbredden og Gaza og holder begge områder i sit hårde militære jerngreb. At Israel trak sig fra Gaza i august 2005 var ikke ligefrem et skridt mod freden. For Israel sørgede forinden for at lægge Det Palæstinensiske Selvstyre – især i Gaza – i ruiner.
Israel bombede i tre år samtlige sikkerheds- og politistyrkers infrastruktur. Ingen fængsler eller lignende fik lov til at stå. Først da Israel sikrede sig, at Det Palæstinensiske Selvstyre var svækket, trak besættelsesmagten sine soldater og de rabiate bosættere med sig.
Resultatet var intet mindre end katastrofalt. Sådan, som Israel ville have det. Gaza blev af mangel på nogen form for sikkerhedsmyndighed overladt til alle dem, der havde et automatvåben.
Endnu mere prisværdigt slutter David Wazler med at håbe på en fortsættelse af de såkaldte forhandlinger mellem præsident Abu Mazen og den israelske regering. Meget sympatisk. Dog uforståeligt og tre år for sent.
Jeg befandt mig i Palæstina under præsidentvalget i januar 2005. Min første rejse til forfædrenes land – nogensinde. Her blev præsident Abu Mazen valgt som efterfølger for den dengang nyligt afdøde præsident Yassir Arafat.
Jeg husker tydeligt, at jeg blev interviewet flere gange til danske medier, mens jeg befandt mig i Ramallah. Under et live-interview til TV-avisen dagen efter valget blev jeg spurgt om stemningen i Ramallah i løbet af natten. Jeg svarede: »Euforisk«. For alle palæstinensere havde glemt sorgen over præsident Arafat og tænkte nu fremad. Præsident Abu Mazen var nu valgt. Massivt. Og dermed en klar tilslutning for den moderate linje, han stod for. Her var manden, som alle elskede og ønskede at tale med. Hele det internationale samfund.Hvad skete der siden? Ingenting. I hele 2005, hvor præsident Abu Mazen regerede med en klar opbakning fra folket og parlamentet, skete der intet i forhold til fredsprocessen. Tværtimod. I stedet for at foretage tillidsskabende foranstaltninger som at løslade nogle af de tusinder af palæstinensere, der sidder ulovligt i de israelske fængsler, blev hundredvis fængslet. I stedet for at standse den massive udbygning af bosættelser overalt i den besatte Vestbred blev nye føjet til.
Også Apartheidmuren blev der bygget ufortrødent videre på, hvilket førte til yderligere maltraktering af det smukke landskab på Vestbredden. Alligevel spørger mange: Hvorfor var det egentlig, at palæstinenserne mistede tilliden til forhandlingsstrategien og dermed tilliden til Abu Mazen og Selvstyremyndigheden? Og hvorfor var det egentlig, at Abu Mazen, PLO og den moderate linje, de står for, mistede troværdigheden i befolkningen og førte til at palæstinenserne stemte Hamas massivt ind ved parlamentsvalget i 2006?
Fortæl mig ikke, kære Israels ambassadør, at du og den israelske ledelse ikke trives under de nuværende forhold. Fortæl mig ikke, at du og den israelske ledelse fælder krokodilletårer over palæstinenserne i Gaza, som I har ansvar for. Det er Israel, der har valgt strategien om kollektiv afstraffelse af 1,5 millioner indespærrede palæstinensere i Gaza.
Det er Israel, der har valgt at svække Abu Mazen og dermed at styrke Hamas blandt palæstinenserne. Det er kynisk og intet mindre end en fabrikeret medfølelse, du viser her.