Af Fathi El-Abed, Formand – Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Bragt i Jyllands Posten 23. december 2019
Den kristne palæstinensiske befolkning svinder ind, og hovedårsagen er israelernes fremfærd i de besatte områder. Det rammer blandt andet de kristne til højtiderne, hvor de bliver nægtet adgang til f. eks. Betlehem og Nazareth.
Antal af kristne palæstinensere i det historiske Palæstina (Gaza, Vestbredden, Al-Quds/ Jerusalem og selve Israel) bliver mindre og mindre for hvert år. Årsagen: Israel.
Den 12. december meddelte Israel, at ingen af de kristne palæstinensere i Gaza får lov til at rejse til de kristne hellige steder i den besatte palæstinensiske hovedstad Al-Quds/ Østjerusalem, Betlehem på den besatte Vestbred, eller Nazareth i selve Israel. Hverken nu til jul, påsken eller senere. De kan – sjovt nok – få lov til at rejse til hele verden. Men altså ikke til de hellige steder få kilometer væk.
De kristne palæstinensere er verdens ældste kristne samfund.
Men gennem mere end 70 år er de blevet færre og færre i det land, hvor vorherre Issa – Jesus – blev født. For årtiers israelske målrettet politik mod de kristne palæstinensere har – tilsyneladende – båret frugt med den systematiske isolationspolitik, økonomiske belejring og den direkte religiøse forfølgelse.
I forbindelsen med påsken i2015 blev en kristen palæstinensisk kvinde smuglet i bil ud af Betlehem af 3 danskere. Det var en nervepirrende tur gennem et af de mindst fire officielle israelske checkpoints, der sammen med apartheidmuren omringer og isolerer byen fra Al-Quds og den nordlige del af den besatte Vestbred.
Det vovede og drastiske skridt var bestemt ikke ufarligt.
Var de blevet opdaget, var de tre danskere utvivlsomt blevet retsforfulgt, udvist og nok forment adgang til det besatte Palæstina.
Men det var nok gået værre for den palæstinensiske kvinde. Hun var nok blevet fængslet og formentligt forbudt i årevis at forlade Betlehem. Og endnu værre; hun var sikkert i årevis blevet nægtet adgang til de kristne hellige steder få kilometer fra Betlehem.
Det var desværre et nødvendigt skridt. For mens kvindens mand og to børn havde fået udgangstilladelse, så fik hun nej. For første gang i flere år. Hvor absurd det end lyder, at nogen skal have tilladelse til at komme ud af sin egen by i sit eget land, er det ikke desto mindre den virkelighed, palæstinenserne lever i og under i det besatte Palæstina.
Tilladelsen gives af besættelsesmagten i forbindelse med helligdagene. Men ikke alle får denne særlige tilladelse. Og ingen kan nogensinde vide sig sikker. For det hele er vilkårligt. Og de, der får det ene år, kan ende med at få et nej – eller ja – året efter eller året efter igen. Måske. Disse forhold har været en del af palæstinensernes – også de kristnes – liv i årevis.
Der er forskellige skøn over, hvor mange palæstinensiske kristne der stadig bor i det besatte Palæstina.
Men uanset hvilke undersøgelser, der henvises til, er antallet af kristne i hele det historiske Palæstina faldet næsten ti gange sammenlignet med perioden før 1948, hvor staten Israel blev skabt netop på ruinerne af alle palæstinensers land, jord, kultur, ressourcer og historie.
I 2017 fandt en folketælling sted i det besatte Palæstina. Den konkluderede, at 47.000 palæstinensiske kristne bor i det besatte Palæstina – med henvisning til den besatte Vestbred, den besatte palæstinensiske hovedstad Al-Quds og det besatte Gaza. 78 pct. af Palæstinas kristne bor på Vestbredden – koncentreret i og omkring byerne Ramallah, Betlehem og Al-Quds, mens resten, et lille kristent samfund på ca. 1.200 mennesker, bor i Gaza.
Det besatte, belejrede og forarmede Gaza er et godt eksempel på, hvordan det er gået de kristne palæstinensere. Da Israel besatte Gaza i 1967, boede der over 3.000 kristne. I 2002 var der kun ca.
1.700. Antallet er nu på under 1.300 kristne. For årtiers besættelse, massearrestationer, forfærdelige overgreb og en 13 år ulovlig israelsk belejring, har ramt det kristne palæstinensiske samfund – der har historiske rødder, der går to årtusinder tilbage – rigtig hårdt.
Ligesom Gazas muslimer er de få tilbageværende kristne afskåret fra omverdenen og resten af det besatte Palæstina. Hvert år ansøger også Gazas palæstinensiske kristne om tilladelse fra den israelske besættelsesmagt med henblik på at deltage i blandt andet påske-og julegudstjenester og ritualer i Al-Quds og Betlehem. I april i år fik kun ca. 200 af dem sådan en tilladelse – under forudsætning af, at de er 55 år eller ældre. Og endnu mere absurd; de måtte ikke besøge Al-Quds eller Nazareth. Kun Betlehem.
Den israelske menneskerettighedsgruppe Gisha beskrev den israelske besættelsesmagts beslutning som “en yderligere krænkelse af palæstinensernes grundlæggende rettigheder til fri bevægelighed, religionsfrihed og familieliv” og beskyldte Israel – med rette – for at forsøge at “uddybe adskillelsen” mellem Gaza og Vestbredden.
Og med den israelske beslutning den 12. december er de kristne palæstinensere i det besatte Gaza for alvor afskåret fra de deres palæstinensiske landsmænd og ikke mindst trosfæller på den besatte Vestbred, den besatte by Al-Quds og i selve Israel.
Sammenhængen mellem den krympende kristne befolkning i Palæstina og den israelske besættelse og apartheid er umiskendelig, og det er tydeligt for Palæstinas kristne og muslimer, hvad der foregår og er foregået i årtier.
I december 2017 offentliggjorde Dar Al-Kalima-universitet i den overvejende kristne by Beit Jala ved Betlehem en undersøgelse, baseret på interviews af næsten 1.000 palæstinensere, halvdelen af dem kristne. Hovedformålet med forskningen var at forstå årsagen bag den hastigt faldende antal af kristne palæstinensere i det besatte Palæstina.
Undersøgelsen konkluderede, at “presset fra den israelske besættelse, de ekstreme bevægelses begrænsninger, de vilkårlige arrestationer, de massive beslaglæggelser af jord, den kendsgerning at bo i et stort fængsel i eget land m. m.
har efterladt alle palæstinensere med en generel følelse af håbløshed – særligt blandt de kristne palæstinensere, der frygter fremtiden for dem selv og deres børn” Undersøgelsen har siden været med til at mane ubegrundede påstande – primært fra Israels side – om, at de palæstinensiske kristne forlader det besatte Palæstina på grund af – i øvrigt ikkeeksisterende – religiøse spændinger mellem dem og deres muslimske brødre, til jorden.
Israel har gennem årene håbet på at svække de sociokulturelle og åndelige forbindelser, der giver palæstinenserne deres kollektive identitet, samhørighed og opfattelse af et folk uden skelnen til etnisk eller religiøse baggrund. Strategien har bygget på ideen om, at en kombination af forskellige faktorer – som blandt andet økonomisk pres, permanent belejring, apartheid, afskaffelsen af kulturelle, geografiske og åndelige bånd – vil til sidst drive alle kristne ud af det besatte Palæstina.
For Israel har i årtier været mere end opsat på at præsentere besættelsen og konflikten i det besatte Palæstina som en religiøs konflikt, så den for alvor kan brande sig selv som en “udsat jødisk stat” midt i en massiv muslimsk befolkning i Mellemøsten generelt og i det Palæstina i særdeleshed. Derfor har de palæstinensiske kristne aldrig passet ind i denne israelske ligning og dagsorden.