Bragt i dagbladet BT. den 17. maj 2018
Af, Fathi El-Abed, formand – Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Magtesløshed og desperation
To ord, der beskriver den situation, palæstinenserne generelt, og i det besatte Gaza i særdeleshed, i årtier har befundet sig i. Særligt de seneste 10 år. De forfærdelige scener siden den 30. april, da palæstinenserne indledte deres fredelige protester langs ‘ grænsen’ mellem selve Israel og det besatte Gaza -og særligt de seneste døgn -er endnu en påmindelse om, at vi har ikke at gøre med en konflikt, krig eller en ‘ harmløs tvist’ mellem to parter. Men et regulært overgreb mod et helt folk. De blodige scener med dræbte og sårede civile palæstinensere, der bliver mejet ned som fluer og fasaner af de israelske snigskytter og besættelsessoldater, kan ikke længere misforstås.
MEN ISRAEL HAR i årtier systematisk begået drab på palæstinenserne.
Faktisk siden statens mærkværdige oprettelse for 70 år siden, netop på ruinerne af palæstinensernes land, jord, hjem, historie, kultur og de nationale og politiske rettigheder i det land, der har været palæstinensernes i århundreder.
Og om få dage vil det hele blive glemt. På samme måde som det 52 dage lange israelske overgreb mod Gaza i 2014 blev glemt. På samme måde som det 23 dage lange overgreb i juledagene 2008/ 2009 for længst er blevet glemt. Og Israels forbrydelser bliver ignoreret af et verdenssamfund, der blot ser til og endda den anden vej, når det handler om Israels overtrædelser af alt, hvad der kan overtrædes -konstant og faktisk uden konsekvenser.
ALENE FORDI SELVE skabelsen af Israel i sig selv var et ‘ undskyld for sidst’ fra Vestens side ifm. den dårlige samvittighed efter de omfattende antisemitiske bølger i Europa gennem generationer, der kulminerede med nazisternes forbrydelser under Anden Verdenskrig. Selv herefter blev jøder betragtet som et ‘ problem’ og en ‘ belastning’, og dermed var den klassiske europæiske antisemitisme fortsat i live -om end under overfladen. Men det var ikke Europa, der betalte prisen for disse forbrydelser. For ‘ problemet’ blev yderst belejligt -for Europa og stormagterne -blot skubbet videre til Mellemøsten. Palæstina og palæstinenserne var det perfekte offer; Palæstina var under den britiske besættelse siden 1918 og kunne sagtens ofres for at redde Europa fra såvel flygtningeproblemet som skammen. Der var bare ét problem: der boede et andet folk i Palæstina.
DET PROBLEM BLEV løst ved at bruge ældgamle religiøse skrifter, der går i hvert fald 3.000 år tilbage i tiden om, at en vis ‘ gud’ forærede en bestemt gruppe landet som en ‘ gave fra himlen’. Og her 70 år efter forsøger palæstinenserne at råbe verdenssamfundet op om deres tabte land, jord og hjem. Særligt palæstinenserne i det besatte Gaza sidder hver aften og kan i horisonten se lysene fra de byer og landsbyer, de blev smidt ud fra for 70 år siden, og som de siden er blevet forhindret i at komme tilbage til. De lever i dag under de mest kummerlige forhold i verdens tættest befolkede område, hvor to millioner palæstinensere er stuvet sammen i et område næsten på størrelse med Langeland, der for længst er omdannet til verdens største friluftsfængsel!