Bragt i Politiken den 15. maj 2018
Af, Fathi El-Abed – formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
For præcis 70 år siden var Israel i fuld gang med at finde sig selv med etablering af en stat for jøder på ruinerne af det palæstinensiske folks land, jord, historie, kultur, rettigheder og ressourcer.
I DISSE DAGE fejrer Israel 70-året for sin oprettelse. Endda med pomp og pragt.
Samtidig markerer palæstinenserne deres Nakba (katastrofen), da Israels fødsel foregik med vold, mord, massakrer og nedrivning af hele byer og landsbyer og endte med, at ca. 800.000 palæstinensere blev direkte og i visse tilfælde indirekte etnisk udrenset og mistede deres land, jord, hus og hjem for altid.
Når Israel i disse dage triumferende fejrer sin såkaldte uafhængighed, er der ét spørgsmål, som Israel skylder alle at besvare: ‘ uafhængighed’ af hvem? Hvordan kan Israel på forunderlig vis betegne sin skabelse som ‘ uafhængighedskrigen’, når etableringen af staten Israel foregik med terror, overgreb, massakrer, løgn og manipulation, og når denne skabelse foregik for næsen af hele verden, der blot så til eller så den anden vej, i håb om at det hele ville blive glemt, især af dem, det gik ud over: det palæstinensiske folk.
Ikke så underligt, at Israels fædre med Ben Gurion i spidsen fortsatte i samme spor med udtalelser som »deres gamle vil dø, og deres unge vil glemme«, og om, at det hele siden ville ende med solskin og medvind for det zionistiske projekt i Palæstina.
Men her, 70 år efter de for det palæstinensiske folk så skæbnesvangre dage, nætter, uger og måneder, lever millioner af palæstinensere i og uden for de palæstinensiske flygtningelejre rundtom i Mellemøsten med håbet om en fredelig løsning på den ulykkelige konflikt og drømmen om, at mange af dem vil kunne vende tilbage til de byer og landsbyer, som enten de eller deres forældre og/eller bedsteforældre blev smidt ud af i forbindelse med staten Israels oprettelse.
PALÆSTINENSERNES katastrofe var allerede i gang i ugerne og månederne op til 15. maj 1948, da de zionistiske terrorgrupper – senere kaldet den israelske hær – indledte deres overgreb, terror og etnisk-udrensnings-planer i kølvandet på den mærkværdige delingsplan af Palæstina vedtaget af FN’s Generalforsamling 29. november 1947.
Er man i tvivl, kan en læsning af den verdenskendte israelske historiker og forfatter Ilan Pappes utallige bøger, især ‘ The Ethnic Cleansning of Palestine’ (den etniske udrensning af Palæstina), varmt anbefales.
I disse bøger vil man kunne læse, at perioden mellem 29. november 1947 og 15. maj 1948 var afgørende i de omfattende veltilrettelagte, velkoordinerede og veldokumenterede etnisk-udrensning-kampagner, der fandt sted i den periode, og som selvfølgelig fortsatte året ud i 1948 og helt frem til foråret 1949 i ugerne op til 11. maj, da Israel blev godkendt af FN’s Sikkerhedsråd som medlem af FN.
Den veltilrettelagte og veldokumenterede etniske udrensning af Palæstina betød, at to tredjedele af det palæstinensiske folk, mere end 800.000 mennesker, blev smidt ud af eller måtte flygte fra deres byer og landsbyer. I alt blev ca. 530 palæstinensiske byer og landsbyer jævnet med jorden som følge af de zionistiske terrorgruppers massakrer, drab, ødelæggelser og hærgen i hele det område, der nu hedder Israel.
Ingen af dem fik siden lov til at vende tilbage! Nakba betyder ‘ katastrofen’. Og udtrykket refererer almindeligvis til den vold og terror og de overgreb, der overgik palæstinenserne i hele perioden under den britiske besættelse/Palæstinas kolonitid, som varede i tre smertelige og blodige årtier fra 1918 til 1948.
Udtrykket al-nakba benyttes ligeledes til at definere den britiske og zionistiske periodes dna; kolonisering og bosættelser i det daværende Palæstina krydret med overgreb og terror i 1920′ erne, 30′ erne og 40′ erne, hvilket i sidste ende førte til den etniske udrensning af palæstinenserne fra deres historiske hjemland.
15. maj 1948 var i sagens natur kulminationen af de mange tidligere ‘ katastrofer’ gennem 30 år, hvor den britiske besættelses-/kolonimagt ydede politisk, logistisk, strategisk og moralsk støtte og opbakning til den zionistiske bevægelse, der netop udsprang af ruinerne af Europas massive antisemitisme.
bølger, der hærgede Europa i tiden op til og under Anden Verdenskrig, endte som bekendt med de enorme forbrydelser, som nazisterne begik overalt i Europa – ikke mindst mod alt jødisk – og med holocaust.
Det var efter krigen tiden til, at Europa skulle finde holdbare løsninger på det enorme ikke mindst jødiske flygtningeproblem.
Men også til at ryste nazisternes forbrydelser af sig og betale for sine synder. Det endte dog med, at netop palæstinenserne betalte for Europas synder og skulle bøde for Europas dårlige samvittighed, skønt de, palæstinenserne, hverken direkte eller indirekte havde noget som helst med de uhyrligheder, der blev begået i Europa af europæere mod andre europæere og også mod det store jødiske mindretal rundtom i Europa, at gøre.
EFTER KRIGSÅRENE var Europa fyldt med millioner af flygtninge, og særligt de europæiske flygtninge med jødisk baggrund blev kastet rundt mellem landene, og ingen ville have dem.
End ikke USA. Situationen dengang mindede utrolig meget om, hvad vi danskere oplevede i 2015 med det, der siden er blevet betegnet ‘ flygtningeproblemet’, og hvor tragiske scener med tusinder af flygtninge, der krydsede Middelhavet, efter vores lederes opfattelse var en kæmpeudfordring, som ingen havde lyst til at røre ved.
Løsningen på det enorme flygtningeproblem efter Anden Verdenskrig lå ligefor: Palæstina var på det tidspunkt og siden tiden efter Første Verdenskrig besat/koloniseret af datidens stormagt Storbritannien, der egentlig kom til Palæstina og Mellemøsten sammen med datidens anden stormagt Frankrig for at ‘ civilisere’ den del af verden (hvor nedladende det end lyder og blev betragtet af befolkningerne i hele Mellemøsten).
Sandheden – i hvert fald når det gælder Storbritannien – var en helt anden.
Englands daværende udenrigsminister, James Arthur Balfour, lovede på vegne af den britiske regering at give Palæstina til den zionistiske bevægelse, der netop opstod og blomstrede i Europas massive antisemitiske bevægelser og strømninger i tiden 1890-1900 og helt til 1910-20, hvor den efter Første Verdenskrig vandt gehør hos den britiske regering og de øvrige europæiske stormagter.
Zionismen handlede i sin grundholdning om at blive fri for den europæiske antisemitisme og havde den holdning, at en oprettelse af en stat alene for jøderne et eller andet sted i verden var den eneste rigtige og holdbare løsning på århundreders europæisk antipati og forfølgelse af alt jødisk i Europa.
Og det skulle helst ske med aktiv hjælp og støtte fra netop Europa og de europæiske stormagter.
Dette blev en realitet med det skammelige historiske Balfour-løfte, der blev fremsat 2. november 1917 i form af et brev sendt til lederen af det jødiske samfund i Storbritannien, Walter Rothschild, om at adoptere den zionistiske bevægelses allerede dengang udviklede planer og ideer om at etablere en jødisk stat i Palæstina.
Det var netop i en tid, hvor Palæstina og resten af Mellemøsten lige var begyndt at vænne sig til tanken om at blive fri for det ottomanske imperium, der havde siddet tungt på området i ca. 500 år.
LIGE DA DEN arabiske verden også var ved at gøre klar til at bygge sig selv op som en samlet enhed på tværs af de grænser, der senere blev trukket af netop de europæiske kolonimagter England og Frankrig, gik England i gang med at udtænke metoder og mekanismer, der ville gøre det muligt at implementere det forhadte Balfour-løfte, der i bund og grund lovede en tredje parts land/jord (palæstinensernes), som han (det vil sige Balfour) ikke ejede, til en diffus part (zionismen), der senere kom fra alle verdenshjørner, og som i virkelighed ingen tilknytning overhovedet havde til det, som har været palæstinensernes land, og som palæstinenserne (kristne, muslimer og jøder) var født og opvokset i gennem generationer, der går århundreder og tusinder af år tilbage.
På det tidspunkt havde Storbritannien ikke engang kontrol med Palæstina, som stadig var en del af det osmanniske imperium.
Men Storbritannien vidste alligevel, at den aftale, de indgik med Frankrig allerede i 1914, som kendes som Sykes-Picot-aftalen, og som først i 1916 blev kendt i offentligheden i forbindelse med den russiske revolution, som var i fuld gang på det tidspunkt, ville ende med at give dem kontrol over det meste af Mellemøsten og særligt Palæstina.
Sykes-Picot-aftalen var en ‘ hemmelig aftale’ mellem England og Frankrig om at dele rovet fra det ottomanske imperium, der var ved at falde fra hinanden under og i kølvandet efter Første Verdenskrig.
Og at dele, det kom stormagterne til. I stor stil. Mellemøsten endte med at blive delt, som man deler en lagkage – noget, hverken palæstinenserne eller andre i Mellemøsten er kommet over den dag i dag, og som kan forklare det meste af den negative udvikling i Mellemøsten de seneste 70-100 år.
De britiske og franske mandater – som koloni-og besættelsestiden diplomatisk kom til at hedde – bredte sig til alle afkroge af Mellemøsten, mens Palæstina af briterne blev serveret på et sølvfad til zionisterne, der bid for bid og med bosættelser (som historien dog gentager sig!) udvidede de områder, de kontrollerede, som en slags stat i mandat-/kolonistaten og igen inden for den stat, der i et par årtier og helt frem til 14.maj 1948 hed Palæstina.
FRA DEN FØRSTE jødiske migrationsbølge til Palæstina i 1880′ erne i forbindelse med de enorme forfølgelser, der fandt sted i Europa, hjalp de europæiske lande de jødiske indvandrere med at etablere ulovlige bosættelser med enorme ressourcer, som muliggjorde etablering af mange kolonier, store og små.
Især langs den palæstinensiske kyst omkring de historiske palæstinensiske byer som Akka (Akko), Haifa og Jaffa (Jaffo).
Mange af disse kolonier var kamufleret som religiøse og/eller forskningsgrupper og -samfund! Så da Balfour sendte sit brev til Rothschild, var ideen om et jødisk hjemland i Palæstina i fuld gang under overfladen og i den grad meget sandsynlig og realiserbar.
Sideløbende med briternes store magtspil og koordinering med den zionistiske bevægelse gennem over to årtier frem til Balfour-løftet i 1917 blev mange overordnede løfter givet til araberne op til og under Første Verdenskrig om øjeblikkelig uafhængighed, herunder palæstinensernes, i tilfælde af at den uorganiserede og fragmenterede arabiske ledelse stillede sig på briternes side i krigen mod det osmanniske imperium.
Men sådan endte det ikke, og historien tog en anden drejning, i takt med at Storbritannien endte som en brutal koloni-/besættelsesmagt i Palæstina i årene frem til Anden Verdenskrig og mere og mere var i ledtog med den militante zionistiske bevægelse, frem for hvad den proklamerede ved erobring af Palæstina i 1918 efter Første Verdenskrig, nemlig at de kom for at hjælpe det arabiske folk med at stå på egne ben og at civilisere disse samfund! Da den mærkværdige og af den zionistiske bevægelse gennemtrumfede delingsplan af Palæstina 29. november 1947 blev stemt igennem af det dengang nyligt oprettede FN – desværre også med Danmarks stemme – var Palæstina for længst blevet oversvømmet af titusinder af jødiske flygtninge, der rejste sig fra Europas ruiner, sejlede over Middelhavet og/eller blev smuglet ind og endte i Palæstina, og de veltrænede og velorganiserede zionistiske terrorgruppers kontrol med det meste af landet var en realitet.
Med delingsplanen i hånden og den enorme propaganda fra zionisterne og deres venner i Europa og Vesten (og dengang var de bestemt ikke så få) gik zionisterne til værks for skridt for skridt at bemægtige sig strategiske punkter og områder i Palæstina uden at bekymre sig om, om disse områder ifølge delingsplanen var tildelt palæstinenserne eller israelerne.
Storbritannien så til og hjalp til, mens den første zionistiske terrorbølge og etniskudrensnings-kampagne mod palæstinenserne skyllede ind over landet i tiden december 1947 og helt frem til 19./20.
februar 1948 og igen fra ca. 15. marts og helt frem til 10./11. maj 1948 – det vil sige dage, uger og måneder, inden Israel udråbte sig selv (ulovligt vel at mærke) 15.
maj 1948, som er dagen efter, at det britiske flag 14. maj 1948 blev taget ned, og den sidste britiske soldat forlod Palæstina og overlod palæstinenserne til sig selv over for en veltrænet og velbevæbnet zionistisk hær med enorme ressourcer og veteraner – også ikkejødiske – fra Anden Verdenskrig, der endte i Palæstina for at hjælpe deres jødiske og zionistiske trosfæller.
Og det kunne alene ske, fordi zionismen nærmest blev hvermandseje og blev adopteret af stort set hele Europa efter Anden Verdenskrig, da nazisternes forbrydelser især mod alt jødisk kom op til overfladen.
Alene af den grund så Europa og verden til den anden side, mens palæstinenserne mødte deres tragiske skæbne og siden endte i landflygtighed.
Mellemøsten har siden været kastet ud i krige, konflikter og ustabilitet netop som følge af palæstinensernes skæbne for 70 år siden.
Og intet tyder på, at det får en ende inden for overskuelig fremtid. Snarere tværtimod. Freden synes mere og mere at være en utopi.
Kilder: Ilan Pappes bøger, bl. a. ‘ The Ethnic Cleansning of Palestine’ og ‘ The Modern Historiy of Palestine’.
https://politiken.dk/debat/kroniken/art6512536/Israel-fejrer-sin-voldelige-og-blodige-f%C3%B8dsel