Bragt i Jyllands-Posten den 21. februar 2011
Af, Fathi El-Abed – Debattør Og Mellemøstkommentator
»Al-Jazeera er arabernes stemme«. Således betegner New York Times den arabiske satellitkanal, der sender til millioner af mennesker over hele verden.
Det er ingen overdrivelse, når Al-Jazeera får æren (andre vil mene skylden) for den tiltagende revolution i den arabiske verden.
Man skulle tro, at friheds-og demokratidemonstrationerne først i Tunesien og siden i samtlige byer i Egypten var blevet koordineret af en højere magt.
Først lykkedes det efter en hel måneds protester at smide Tunesiens diktator Bin Ali på porten, og nu er det sket i Egypten.
Fælles for den halvfærdige revolution i Tunesien og den igangværende i Egypten er, at begge regimer gik efter Al-Jazeera inden eller samtidig med, at de gik løs på de modige mænd og kvinder, der trodsede kugler og undertrykkelser for at protestere mod begge regimer.
Den tidligere tunesiske diktator, Bin Ali, valgte at angribe Al-Jazeera og beskyldte stationen for at opildne til uroligheder i Tunesien.
Ikke et ord fra diktatoren om hvorfor folk over hele Tunesien kæmpede en brav kamp for frihed og demokrati.
Al-Jazeera blev til sidst lukket og forment adgang i Tunesien.
Det var i de første 10 dage af den månedlange opstand mod Bin Alis regime.
Gav efter for presset Bin Ali blev dog klogere og valgte at tillade stationen fuld bevægelsesfrihed i landet. Det var langt fra frivilligt, men snarere som følge af det folkelige pres. Og det var – heldigvis – endnu en fatal fejl, han begik.
Hosni Mubaraks regime begik den samme fejl. Nemlig ved at udelukke Al-Jazeera fra at arbejde i Egypten. Det har dog ikke påvirket den populære stations virke og dækning af opstanden i Egypten.
Det har heller ikke påvirket det egyptiske folks – og generelt arabernes – syn på og mening om tv-kanalen.
Det er symptomatisk for despoter og undertrykkende regimer gennem historien at give andre skylden for deres ugerninger. At kaste skylden på formidlere af de fantastiske og historiske begivenheder, der udspiller sig i den arabiske gade, er ventet fra de selvsamme regimer, der i årtier har misbrugt medierne for at føre deres befolkninger bag lyset.
Derfor er Al-Jazeera et lyspunkt i det mellemøstlige mørke. Det er kanalens prioriteringer, der har gjort den populær hos den menige araber og forhadt blandt regimerne og dem, som er blevet afsløret for deres overgreb og undertrykkelse.
Frygtede kanalens ærlighed
I frisk erindring er George W.
Bush og Tony Blairs planer om at bombe stationen i forbindelse med de to tidligere lederes ulovlige krig mod og invasion af Irak i 2003. De – nøjagtigt som de arabiske despoter – anså Al-Jazeera for at være en trussel, fordi kanalen viste andet end det lyserøde billede, som de tegnede, af et Irak med drab og overgreb på civile irakere.
Stort set samtlige arabiske lande har gennem årene lukket for Al-Jazeera. Kanalen er nemlig en torn i øjet ikke alene på de arabiske regimer. Men den er tilsyneladende – med skiftende styrke – også periodisk en pestilens for de lande, der fører krig i den arabiske og/ eller muslimske verden.
Al-Jazeera er et middel til at formidle budskabet om det råb om frihed, der nu spreder sig som ringe i vandet og varsler en sød og kærkommen forandringsvind over hele den arabiske verden.
Kanalen bliver af manden på gaden betragtet som garanten for frihed og oplysning. Millioner af arabere har først med Al-Jazeeras fremkomst kendt til udtrykket ytringsfrihed.