Kategorier
Politiken

Verden må sige klart fra over for Trumps ‘ fredsplan’

Af, Fathi El-Abed, formand – Dansk Palæstinensisk Venskabsforening

Bragt i Politiken den 4. februar  2020 

VAR DER STADIG nogen, der troede, at USA er en fair og neutral fredsmægler mellem israelerne og palæstinenserne, må de nu for stedse være overbevist om det modsatte.

Ikke alene vidner den farceagtige forestilling af en pressekonference i Det Hvide Hus i sidste uge – som mest af alt lignede et valgmøde for Netanyahu og Trump – om et USA under Trump, der er villig til at gøre alt, for at Netanyahu skal vinde det kommende israelske omvalg til marts.

Det er også tydeligt for enhver, at såvel kortet som den såkaldte fredsplan, der er forfattet af Trumps svigersøn Jared Kushner, hvis eneste kvalifikation er, at han er Trumps svigersøn og som barn blev passet af ‘ onkel’ Netanyahu, er noget makværk, der aldrig nogensinde kan skabe en varig og retfærdig fred.

De færreste kan efterhånden være i tvivl om, at denne såkaldte take it or leave it-plan for palæstinenserne sigter mod at forære Netanyahu alt det, som han, siden han første gang blev premierminister i 1996, har prædiket om og krævet. Ikke fred med palæstinenserne, men blot så meget land som muligt med det færreste antal palæstinensere som muligt.

Det kludetæppe af en palæstinensisk stat, som Trump har præsenteret, er i sandhed en de facto legalisering af årtiers israelsk landstyveri og kolonisering af resterne af palæstinensernes land.

DET AFGØRENDE NU er ikke, om planen er realistisk – hvilket kun Trump og Netanyahu kan mene og tro på – men om verdenssamfundet vil tillade dette overgreb på international ret, regler og samtlige FN’s resolutioner og vedtægter omhandlende Palæstina-konflikten, som verdenssamfundet har bekræftet hvert eneste år siden 1967, da Israel begik overgrebet mod nabolandene og besatte Østjerusalem, Gaza, Vestbredden og Golanhøjderne.

Det internationale samfund – og EU i særdeleshed – må og skal slutte sig til de 136 lande, der allerede har anerkendt Palæstina som en stat under besættelse. Det er den eneste måde, hvorpå Trump og Netanyahu kan få den klare og utvetydige besked, at det, som hele det internationale samfund i over 30 år har arbejdet for, nemlig en fredelig løsning på den ulykkelige konflikt med tostatsløsningen på grundlag af 1967-grænserne, er der international konsensus om.

Såfremt det internationale samfund – og igen i særlig grad EU – atter vælger at se passivt til, kan den ulykkelige konflikt for alvor eskalere i de kommende dage, uger, måneder og endda år, og den store gruppe af palæstinensere, der – trods alt – har kæmpet og stræbt efter en fredelig løsning med det internationale samfunds hjælp og støtte, vil forsvinde for altid.

Netop i det øjeblik vil freden for alvor være en utopi.